// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marie Louise Cornelius: Hjerteblink
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Marie Louise Cornelius: Hjerteblink

Skrevet af den 16. november 2020 – 06:13Ingen kommentarer

I København går 5 mennesker rundt med hver deres frustrationer, håb og drømme. De ved endnu ikke, at de inden længe vil være forbundet for altid.

Agathe er ved at planlægge sin 38 års bryllupsdag med manden Erik. De har haft et godt ægteskab med mange rejser, et rigt kulturliv, middage og en stor omgangskreds.

Vi møder også bartenderen Mark, der lever et hårdt liv langt fra de gamle drømme om at spille musik og der er ikke meget struktur i hverdagen. Det er der til gengæld hos hans tvillingesøster Maja. Hun er en succesfuld advokat med styr på karrieren og den nye lækre kæreste. Det eneste der forstyrrer glansbilledet er, at kæresten har en teenagedatter og hvad stiller man op med sådan en størrelse?

Til sidst har vi Mona, der arbejder på biblioteket og som læser alt, hvad der findes af kærlighedsromaner. Hun er i fuld gang med at planlægge sit bryllup, der skal være super romantisk og hun er på jagt efter den perfekte kjole. Men der mangler brikker i det puslespil, der er deres liv, og efterhånden som de krydser hinanden, er der flere og flere brikker der passer sammen.

Jeg er vildt begejstret for denne roman og dens efterfølger Hjertebånd, der allerede er udkommet. Personerne er helt genialt beskrevet og den måde historien folder sig ud på, er bare skøn. Dejligt at læse noget dansk litteratur om livet, familie, sorg, kærlighed og om knuste drømme og spirende håb.

Bøgerne er skrevet af Marie Louise Cornelius, der er forfatter og dramatiker. Hun er cand.mag. i filmvidenskab og det gør hun god brug af i sin skrivestil. Hjerteblink ville være den perfekte tv-serie og jeg har allerede afspillet alle scenerne i mit hoved efterhånden som jeg læste bøgerne.

Marie Louise Cornelius, Hjerteblink, People´s Press, 354 sider, Oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.