// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Yu Hua: En virkelighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Yu Hua: En virkelighed

Skrevet af den 27. november 2019 – 07:02Én kommentar

Der er historier, man læser på en aften, og aldrig skænker en tanke igen, når bogen er lukket. Og så er der historier, det måske ikke tager lang tid at læse, men som bliver hængende i baghovedet i evigheder. Yu Huas En virkelighed hører til sidste kategori.

To brødre bor sammen med deres hustruer, hver deres søn og brødrenes mor. Hver morgen går brødrene og deres hustruer på arbejde, og brødrenes mor skal passe de to små drenge. Moren er bare ikke helt velforvaret, og drengene må passe sig selv. Det går naturligvis galt, som sådan noget desværre har en tendens til at gøre, men katastrofen kan ikke stå alene. I en verden hvor mennesker har mistet deres empati og medmenneskelighed, må en katastrofe nødvendigvis udløse nye tragedier, for én ulykke kan ikke stå alene, når sorg vendes til hævntørst og straf. Mand er mands ulv, og bror er brors fjende.

Yu Hua skriver knapt og knusende. Små sætninger der er helt uden følelser, bare beskrivelser af handlinger og ord, enkelt og netop derfor så grusomt. ”En virkelighed stammer fra en vanvittig periode i mit liv, en tid hvor vold og blod strømmede som bølger gennem linjerne…” skriver forfatteren på bogens bagside, og man tror ham gerne. Det er en roman, som er skrevet på baggrund af den største rædsel og ødelæggelse af menneskers forstand og moralske kompas. Yu Hua gennemlevede den kinesiske kulturrevolution og dens rædsler som barn, og sporene efter denne periodes afstumpede vold og hjernevask driver ned af siderne, selvom den bogstavelige handling ikke er politisk.

Forlaget kalder det en novella. De fleste ville nok kalde det en kortroman, et lysende eksempel på hvorfor litteratur ikke behøver brede sig over mange hundrede sider for at være vedkommende og rystende. Nogen gange er less more, og En virkelighed er helt bestemt more.

En virkelighed er ikke for børn og sarte sjæle, men en stilsikker opvisning i menneskelig armod og afmagt.

Bogblogger har tidligere anmeldt Kina i ti ord, At leve og Den syvende dag af samme forfatter.

Yu Hua: En virkelighed. 92 sider, Forlaget Korridor. Oversat af Sidse Laugesen, 2019

Én kommentar »

  • […] Nu præsenterer Forlaget Korridor en række udgivelser af kinesisk og japansk samtidslitteratur af meget høj kvalitet i et let tilgængeligt format, nemlig novellaer og noveller. Genrebetegnelsen “novella” er ikke så udbredt i Danmark, men er en stærk og nulevende tradition i både Kina og Japan. De to første udgivelser i rækken er kinesiske, og begyndte med det også i Vesten veletablerede navn Yu Huas bog “En virkelighed“. […]

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.