// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Vedsø: Når hjertet er en elpisker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Mette Vedsø: Når hjertet er en elpisker

Skrevet af den 14. november 2019 – 06:20Ingen kommentarer

Det er langt fra let at gå i 1g, når ens hjerte føles som en elpisker.

Selvom bogens hovedperson Pi har forældre der stadig er sammen og har gode job, og selvom de bor i en herskabslejlighed, og selvom hun har veninder og klarer sig fint fagligt på gymnasiet, kan livet godt spænde ben.

Det er særligt svært, når hjertet galoperer og hun ikke kan mærke sine tæer og fingre. Og en dag siger det bang. “Det er dér, 20 minutter inde i engelsktimen, at jeg går fra at være Pi Maria Simonsen til hende i 1.B, der dejser om på vinylgulvet.” Pi bliver indlagt og sygemeldt på ubestemt tid. Med angst!

I samme opgang hvor Pi bor, bor Vicky, som er udviklingshæmmet. Vickys mor har gips på benet og er derfor også udfordret. Og så er der selvfølgelig Gillian Brown, en kvik britisk 85 årig kvinde, som er ved at planlægge en fest og som er rig på livserfaring og en dag siger de bevingede ord: “You might get an A in your maths. But life is bloody different. You can´t expect life to be A all the time.” Ja, så enkelt kan det faktisk siges. Og når man fatter det, er det sværere for livet at løbe om hjørner med dig.

Når hjertet er en elpisker er en hjertevarm og meget fin roman om helt særlige venskaber. En roman om at blive set og hørt af folk, man måske ikke regner med at blive set eller hørt af og til gengæld ikke at blive set af de nærmeste, der burde se og høre en.

Til trods for de alvorlige emner (tab, dødsfald, angst, usikkerhed) er der en lethed over læsningen og jeg tog endda mig selv i at smile undervejs. Bogen er skrevet i et enkelt og præcist sprog med den unge piges synsvinkel. Det er rigtig rigtig fint!

Bogen er oplagt til læsere af Hest, Hest, Tiger, Tiger af Mette Eike Neerlin og Veni Vedi Vicki af Kathrine Assels. Alle tre bøger er meget fine for store piger og deres forældre. Om at være stor pige, om livet når det rammer og om at være eller føle sig anderledes. De sætter alle tre livet i fint perspektiv.

Af samme forfatter har vi tidligere anmeldt disse gode bøger, som fortjener en ekstra anbefaling: Langt fra det hvide hus og Alting ramler. Klik på titlerne, så springer du direkte til anmeldelserne.

Mette Vedsø, Når hjertet er en elpisker, Høst og Søn / Rosinante / Gyldendal, Oktober 2019, Fra 14 år, 151 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.