// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Donal Ryan: Fra et smult og stille hav
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Donal Ryan: Fra et smult og stille hav

Skrevet af den 18. marts 2019 – 07:06Ingen kommentarer

Donal Ryan er en produktiv herre. Siden sin debutroman, der udkom for seks år siden, har Ryan med ”Fra et smult og stille hav” nu sendt endnu et værk på gaden. Og han har noget at fortælle. Donal Ryan har skrevet fem bøger (fire romaner og en novellesamling) – hvoraf de fire (tre romaner og en novellesamling) er udkommet på dansk.

Ryan er irlænder, og som altid ender hans handling i hjemlandet – også selvom den denne gang starter med flygtninge fra krigen i Syrien. Han griber om problemer, han – og mange andre – anser for relevante i verden i dag og maler sin historie omkring nogle personer i det emne.

Bogen er inddelt i flere sektioner, hvoraf den første omhandler lægen Farouk, der med sin kone og datter må forlade det krigshærgede Syrien midt om natten og ønsker at søge lykken i det vestlige Europa. I næste sektion følger vi den unge Lampy, der er ved at komme sig over sin første kærlighed. Lampy bor med sin mor og bedstefar og arbejder på et plejehjem, hvor han kører beboerne frem og tilbage mellem hjemmet og hospitalet. Men vi møder også revisoren John, der har haft et turbulent liv, og som gennem et nyt forhold bliver kastet ud en situation, han ikke havde set komme.

I bogens sidste sektion bliver de tre handlinger langsomt kædet sammen, og holder du ikke tungen lige i munden gennem de sidste sider, risikerer du at blive overordentligt overrasket af handlingen.

Ryan skriver fabelagtigt. Jeg ved også godt, hvorfor han har valgt at dele bogen op, som han har gjort, men jeg ville ønske, at han havde kunnet starte med historien om John eller Lampy, fordi jeg også personligt er en læser, der bliver fanget af tempoet i en bog. Den begyndende sektion om Farouk er skrevet i et meget adstadigt tempo og med rette. Men for mig tog det på grund af tempoet lidt ekstra tid at komme ind i historien.

Det, Ryan viser med denne måde at skrive på, er blandt andet, at han mestrer forskellige stilarter og tempi til forskellige handlinger og situationer. Og det er fabelagtigt. Men han kan mere end det.

Han skriver med en fængslende intensitet, der kommer til udtryk i nogle meget stærke og smukke beskrivelser, som også gør sig udmærket på dansk. Og så har han en humoristisk distance til sine figurer, hvilket klæder handlingen, fordi den er brugt på de rigtige steder.

”Fra et smult og stille hav” er en dejlig bog, der giver mening i verden og mening for mig. At den så også er smuk og levende fortalt gør blot oplevelsen endnu bedre.

Donal Ryan: ”Fra et smult og stille hav”, Forlaget Jensen & Dalgaard, 212 sider, januar 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.