Her på bogblogger.dk har vi anmeldt Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock. Her møder vi for anden gang journalisten Heloise Kaldan og politimanden Erik Schäfer. De samarbejder godt, respekterer hinanden, og ja, de kan faktisk godt lide hinanden. Det twist er originalt, idet journalister og politi som hovedregel har det svært med hinanden i krimigenren. Vi må have baggrunden for deres relationer, og derfor har jeg læst Hancocks første bog om parret, ”Ligblomsten”, der udkom i april 2017. Romanen modtog Det Danske Akademis debutantpris.

Schäfer og Kaldan støder på hinanden efter, at sidstnævnte modtager et mystisk brev fra en Anna Kiel, der i flere år har været eftersøgt for et bestialsk drab på advokaten og playboyen Christoffer Mossing. Den sag efterforsker Schäfer. Og den er sådan set opklaret, idet den blodoverstænkede Kiel lod sig filme i flere minutter af et overvågningskamera i Mossings indkørsel. Men hvorfor Kiel myrdede, og hvor hun er blevet af, ved ingen.

Hun vil dog i kontakt med omverdenen og efterlader via de mystiske breve til Kaldan nogle spor, så politiet langsomt arbejder sig ind på hende. Først tror de, at de to kvinder må have haft noget at gøre med hinanden, for Kiel kender detaljer personlige detaljer om Kaldan. Oplysningerne viser sig at være fra et nært familiemedlem, som vil i kontakt med vores hovedperson. Mod bogens slutning får vi forklaringen, og samtidig finder vi ud af, hvad det er for et personligt sår, som præger Heloise i bind nr. 2.

Der bliver lidt vel meget privatsfære i ’Ligblomsten’ efter min smag, og desværre er plottet både for nemt og for usandsynligt. Det er (igen) pædofili, og det er der lidt for mange krimiforfattere, som kaster sig over. Det giver nogle entydige bad guys, som ingen kan lide, og dermed kommer klicheerne rendende. Det er ærgerligt for andre steder lever handlingen virkelig flot, især er efterforskningsarbejdet godt beskrevet. Det gælder både den journalistiske efterforskning og den politimæssige.

På trods af disse forhold vil jeg anbefale ’Ligblomsten’ for Hancock skriver sig op i efterfølgeren. Forhåbentlig kan hun fastholde dette i endnu en bog med Kaldan og Schäffer i hovedrollerne.

Læs anmeldelsen af Mercedes-snittet her.

Anne Mette Hancock: Ligblomsten, Lindhardt og Ringhof, 307 sider.