// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Shari Lapena: En fremmed i huset
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Shari Lapena: En fremmed i huset

Skrevet af den 18. januar 2018 – 07:02Ingen kommentarer

Karen og Tom lever et godt og trygt liv. Han er revisor, hun er bogholder, og ægteskabet er kun et par år gammelt. Så romantikken har gode kår inde bag murene af deres nydelige hus i et pænt forstadskvarter til New York.

Men en dag kommer Tom hjem til en ulåst dør, ingen sød seddel fra Karen og ingen bil i indkørslen. Chokeret finder han ud af, at Karen er indlagt på hospitalet, kvæstet efter en trafikulykke. Hun er smadret ind i en lygtepæl med alt for høj fart, og det tilmed i et skummelt og kriminelt kvarter, hvor hun absolut intet har at gøre. Mystikken breder sig, da liget af en mand dukker op i nærheden af ulykkesstedet. Tre skudhuller viser med al tydelighed, at han ikke er død af naturlige årsager. Mordvåbnet er der ikke, men det er et par lyserøde gummihandsker med blomstret kant – akkurat den stil man kunne forvente hjemme hos Karen og Tom. Og sidstnævnte genkender dem da også. Karen derimod, hun husker ingenting, da hun bliver udfrittet om, hvad pokker der er sket.

Hukommelsestabet kommer lidt vel belejligt, synes et par mistænksomme betjente. De borer i sagen, finder spor på gerningsstedet, og nabokonen Brigid viser sig at have større viden, end man skulle tro. Hun er Karens bedste veninde, og hun og Tom har haft en affære, før Tom blev gift med Karen. Og nu hvor Karen er sat ud af spillet, kunne Brigid måske godt tænke sig at genoplive deres forhold.

”En fremmed i huset” er en vellykket og veldrejet thriller, fortalt med en god dynamik. Der krydsklippes hurtigt i en stil som læsere af blandt andet Harlan Coben vil kunne genkende. De parallelle handlingsspor med opklaring, Toms chokerende erkendelser, og Brigids listige rænkespil samt en effektiv brug af cliffhangers bidrager til et højt spændingsniveaubliver. Der er ikke fokus på dybdepsykologiske skildringer, men personkarakteristikkerne er dog tilstrækkelige til, at man kan leve sig ind i hovedpersonernes bevæggrunde. Plottet drejer i flere forskellige retninger undervejs, og der venter et par pæne overraskelser, når man kommer til de sidste sider. ”En fremmed i huset” giver bestemt lyst til at læse Lapenas første og meget roste krimi ’Naboparret”.

Læs også meget gerne vores anmelder Maiken Kjær Svares anmeldelse af En fremmed i huset.

Shari Lapena, En fremmed i huset, Gyldendal, 297 sider, Oversat af Steffen Rayburn-Maarup

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.