// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Jakobsen: Overklassemagt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Kongehuset, Samfund

Søren Jakobsen: Overklassemagt

Skrevet af den 15. december 2016 – 08:00Ingen kommentarer

Den såkaldte danske overklasse har en meget stor finger med i spillet i dansk erhvervsliv og i dansk økonomi. Det dokumenter journalist Søren Jakobsen i sin bog “Overklassemagt – på strejftog i de øverste danske magtcirkler”.

Jakobsens research viser således, at en fjerdedel af alle danske arbejdspladser er i virksomheder, som er ejet og/eller styret af det, som Søren Jakobsen definerer som overklasse. Definerer og definerer. Det er dog så meget sagt. For Søren Jakobsen leverer faktisk ikke nogen håndfast definition. Den virker tilsyneladende til at være, at folk er rige. Hvor rige, står dog hen i det uvisse. Visse af de personer, som Søren Jakobsen sætter “overklasse-stemplet” på, kunne man dog umiddelbart godt argumentere for, kun var selvstændige erhvervsdrivende, der havde tjent gode penge.

Bogen er en efterfølger til samme forfatters “Overklasseliv” fra 2011 – som er anmeldt her. Opskriften er den samme. Minutiøs gennemgang af Danmarks rigeste. Denne gang med fokus på hvem der ejer hvilke virksomheder og hvor stor en del af dansk erhvervsliv, som er ejet og/eller kontrolleret af det, som Søren Jakobsen definerer som overklassen. Resultatet er også det samme. En meget lang opremsning af overklasse-erhvervsfolk inden for alle mulige forskellige brancher, uden at det bliver sat ind i en større sammenhæng.

Når man tænker på hvor stort researcharbejde, der ligger bag bogen, så kan det undre, at den er så ustruktureret. Søren Jakobsen forsøger at gruppere personerne, men alligevel så går mange af de samme personer igen adskillige gange. For eksempel virker det som om hele den første halvdel af bogen på den ene eller anden måde handler om LEGO-arvinger.

Lån bogen på biblioteket, hvis ikke du kan lade være. Men lad være med at forvent for meget. For der er ikke de store afsløringer eller overraskelser.

Søren Jakobsen: Overklassemagt – på strejftog i de øverste danske magtcirkler. Tiderne Skifter, 2016. 249 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.