Robert Ludlum: Manden uden navn
Jason Bourne. For alle med hang til spændingsfilm, så er dette et nærmest mytisk navn. Det er nemlig navnet på den unge tidligere CIA-agent med hukommelsestab, som Matt Damon spiller så overbevisende i hele tre film.
Filmene bygger på Robert Ludlums bøger fra 1970’erne. Og som en, der bare ikke kan få nok af Jason Bourne, så kastede jeg mig selvfølgelig over de tre Ludlum-bøger, der blev genudgivet i 2002, 2004 og 2008 i forbindelse med filmatiseringerne.
Den første bog er ”Manden uden navn”, som starter på samme måde som filmen og har enkelte elementer fra filmen i starten. Men derfra går bogen langt mere i detaljer og er faktisk reelt en helt anden fortælling end den meget overfladiske fortælling fra filmen. En hektisk fortælling med masser af aktion, død og ødelæggelse. Men også med masser af kløgt og snedige agenttricks hos unge Bourne, der kæmper med at finde ud af hvem han egentlig er og hvad han lavede før italienske fiskere hev ham næsten død op af Middelhavet.
Det viser sig, at Bourne reelt blot er en brik i CIA’s jagt på lejemorderen Carlos. En helt anden fortælling end i filmen.
Konklusion: Filmen er god, aktionpræget og så videre. Men bogen er endnu bedre. Meget flere detaljer og en meget mere forfinet fortælling, som ikke er hæmmet af, at den faktisk foregår i 1970’erne. Men det ville kræve en hel tv-serie på 10-12 afsnit hvis den skulle filmatiseres ordentligt.
Robert Ludlum: Manden uden navn. Lademann, 2002. 524 sider.