Theresa Maria Jessing: Kastaniegaardens julebog
December er på mange måder årets varmeste måned. Det er her, der skal være plads til at holde fast i gamle traditioner, mens nye bliver skabt. Måske er du allerede nu i gang med at bage julesmåkager og lave juledekorationer?
December er lys og hygge og nærvær i en stresset hverdag. Det er forventningsfulde børn og travle forældre og det er udsigt til juleferie, med dejlig mad, dage i nattøj og fællesskab.
I Theresa Maria Jessings ”Kastaniegaardens julebog” er der lidt af det hele, og mest af alt emmer den af varme og nærvær. Theresa er gift med Frank – bedre kendt som bonderøven og sammen har de en skøn lille familie, med børnene Johan og Alma.
Julebogen er dedikeret til de to søde unger og det føles godt, at vi får lov til at læse med. Bogen er bygget op over 24 små afsnit med ideer, opskrifter, fortællinger og tanker om familielivet.
Her skrives om dejlige december – med famliehygge og traditioner. Men også om det at miste, savne og længes efter dem, der ikke længere er hos os. Theresas personlige betragtninger gør sig så fint i kombinationen med gode billeder og hendes egne skønne illustrationer.
Grib et par af ideerne og gør dem til dine egne. For måske kommer vi ikke til at slagte vores egen gås eller støbe vores egne lys. Men mange af de andre ting er oplagte til at sprede et ekstra drys julestemning.
Theresa gør sit til at sprede glæde og hendes engagement smitter. Bogen er en fin fortælling, der kan findes frem og inspirere år efter år.
Theresa Maria Jessing, Kastaniegaardens julebog, Klynggard Forlag, 215 sider, 2014
