Jens Østergaard: Dragen, Sangeren, Helten
Jeg håber, Jens Østergaard sidder og skriver på en to’er til ”Dragen, sangeren, helten”, for jeg vil gerne læse mere om politimanden Thomas Nyland og hans efterforskningsarbejde.
Jeg er faldet lidt for den brede, jyske efterforsker i den lidt for lille vindjakke.
I ”Dragen, sangeren, helten” er en ung mand blevet myrdet med et primitivt spyd. Det er et blodigt mord og Thomas Nyland sættes på sagen. I efterforskningen får Thomas kontakt med Natalja Rudova, der forsker i slavisk folketro.
Natalja har netop mistet sin far under mystiske omstændigheder og de to forbrydelser griber ind i hinanden, så Thomas og Natalja kommer til at se mere til hinanden.
Bogen holder spændingen fint hele vejen igennem og personerne er beskrevet så fint, at man får lyst til, at lære dem bedre at kende.
Plottet holder og hatten af for det, i en genre der ellers byder på lidt af hvert. Handlingen udspiller sig i nutidens København, men de tråde der trækkes til gamle myter og sagn er en virkelig fin og medrivende effekt. Det efterlader en original fortælling, der er mere spænding end krimi og det er rigtig godt gået.
Så kom i gang med efterfølgeren, Jens Østergaard. Vi vil se mere af den slags!
Jens Østergaard, Dragen, sangeren, helten. EC edition, 2012, 234 sider