// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alaa Al-Aswany: Egyptens tilstand – årsagen til revolutionen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erhvervsliv, International Politik, Journalistik, Politik & debat, Samfund

Alaa Al-Aswany: Egyptens tilstand – årsagen til revolutionen

Skrevet af den 26. januar 2012 – 20:12Ingen kommentarer

Alaa al-Aswany er både tandlæge, forfatter til bestsellere og en markant debattør i Egypten. Op til revolutionen for et år siden, var han en af styrets mest krasse kritikere. I ugentlige klummer i en stor egyptisk avis har han gennem flere år revset præsident Mubarak og hans elendige og korrupte regering. ”Egyptens tilstand – årsag til revolutionen” rummer et udvalg af klummerne fra 2005-2010 og alle afsluttes de med ordene ”Demokrati er løsningen”.

Bogen er opdelt i tre afsnit, ”Præsidentembedet og arvefølgen”, ”Folket og den sociale retfærdighed” og ”Ytringsfrihed og statslig undertrykkelse”. Spørgsmålet om arvefølgen er et af de store stridspunkter op til revolutionen. Mubarak ønskede, at hans søn skulle have lov til at stille op til valg som præsident. Nej, siger Al-Aswany, i givet fald vil der være tale om, at magten blot overdrages fra far til søn: ”Han ville blive det regerende Nationale Demokratiske Partis kandidat, myndighederne ville mobilisere nogle statister fra et imaginært parti, opfundet af Sikkerhedstjenesten, og så ville der blive svindlet ved valgene”. Tonen i afsnittet om folket og den sociale retfærdighed er ikke mindre harsk. Her sætter forfatteren især fokus på kvindernes stilling, og forholdene er mildest talt ikke misundelsesværdige. Det regressive kvindesyn, der i stadigt stigende grad er blevet dominerende i Egypten ””…handler om, at kvinder blot er kroppe begæret af mænd, at kvinder først og fremmest er hunkøn, redskaber til tilfredsstillelse, kilder til fristelse og fødemaskiner, og at kvindens aktiviteter, ud over hendes funktion som kvinde, er sekundære og marginale”. I bogens sidste afsnit ser Al-Aswany bl.a. på politiets rolle. En fange i en kriminalsag svarer igen på en fornærmelse fra en politimand og bliver herefter banket i to timer. ”Så bandt de ham til en metalstol og begyndte at give ham elektriske stød og tæske ham med nogle bambusgrene. Til sidst hentede de en vandslange og satte den op i næsen på ham”.

Bogens mange fortællinger om livet i Egypten giver et forstemmende billede, og man forstår hvorfor, det til sidst udløser oprøret. Livet er blevet utåleligt for store grupper af befolkningen, og der er intet alternativ til at gå på gaden. Undertrykkelsesapparatet går gradvist i opløsning, fordi det består af individer, bl.a. betjente, der ender med at dele demonstranternes utilfredshed og i virkeligheden har de samme interesser som resten af befolkningen. Der er ætsende ironi, og langt de fleste af debatindlæggene er tankevækkende og indsigtsfulde. Desværre må man sige, at Al-Aswany nok har taget fejl på et punkt. Der var en udtalt frygt blandt myndighederne for, at det ekstremistiske Muslimske Broderskab ville blive vinderen ved et demokratisk valg. Det benægter Al-Aswany hårdnakket, men det er netop situationen efter parlamentsvalget, hvor de islamistiske partier stormede ind. Og lige i disse dage er der atter demonstrationer på Tahrir-pladsen, fordi håbene og visionerne ikke er blevet indfriet. Under alle omstændigheder har forfatteren og debattøren bag bogen ret i, at når egypterne gør oprør, ”…så gør de det pludseligt og med en kraft, der er umulig at kontrollere”. Efter læsning af ”Egyptens tilstand” håber man inderligt, at oprørene vil føre til bedre livsforhold for de mange millioner indbyggere i landet.

Alaa Al-Aswany: Egyptens tilstand – årsagen til revolutionen , Hr. Ferdinand, 308 sider, Oversat af Lotte Kirkeby Hansen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.