// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark

Skrevet af den 25. marts 2011 – 08:27Ingen kommentarer

Julia Butschkows aktuelle novellesamling Der er ingen bjerge i Danmark er en samling af litterært guf for dansklærere. Novellerne giver læseren rig mulighed for refleksion og analyse af de både velskrevne, tankevækkende og interessante noveller.

Styrken ved novellerne er skildringen af hverdagens Danmark i tilpas små snapshots, der lige præcis viser nok til undren uden at servere det hele.

Der er mødet med den hjemmegående forstadsfrue, der er angst for den store grå sofa. Der er kvinden, der skal besøge en fjern bekendt på hospitalet, men som efter ankomsten vender om uden at besøge patienten. Og der er den lesbiske kvinde, der i Magasin køber en for stor frakke som hun ikke har brug for, og som får den lokale skrædder på Nørrebro til at tage mål på sig, så frakken kan syes ind.

Forfatteren formår novelle efter novelle at pirre til læserens nysgerrighed og man efterlades med en undren efter stort set hver eneste af de 13 noveller. Var det den unge mand hun dansede med, der slog dyrene ihjel? Var det Lottogevinstens skyld, at hun blev sin mand utro? Og var det alene krigen der var årsag til, at alle hans ting havnede i papkasser i City Selfstorage? Nysgerrig? – så må du have fat i Der er ingen bjerge i Danmark.

Julie Butschkow (f.1978) debuterede allerede i 1997 med digtsamlingen Lykkekomplex og har siden udgivet flere bøger, blandt andet Apropos Opa, som blev nomineret til DR Romanprisen.

Julia Butschkow, Der er ingen bjerge i Danmark, Samleren / Rosinante, Marts 2011, 140 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.