Anders Puck Nielsen: Krigens politik
Anders Puck Nielsen optræder jævnligt i medierne med analyser af den sikkerhedspolitiske situation – blandt andet i DR’s ”Krigens døgn”. Nu sætter han med ”Krigens politik” fokus på, hvilke politiske mekanismer, som fører til krig. Bogen introducerer på en pædagogisk og velskrevet facon de drivkræfter, der skubber stater frem mod vold og væbnet konflikt.
Analyserne har deres afsæt i vores nuværende sikkerhedspolitiske landskab, der de seneste år har forandret sig markant – startende med Ruslands angreb på Ukraine og frem til Trumps genvalg og al den turbulens, det har medført.
Rusland er den militære trussel mod Europa, men billedet er mere nuanceret end som så. Der er flere andre faktorer, som påvirker sikkerhedspolitikken, heriblandt migrationen i Sydeuropa, spændingerne omkring Grønland, Kinas voksende magt og indflydelse og så selvfølgelig et USA som lukker sig mere og mere om sig selv.
Om den aktuelle situation omkring Grønland beskriver Puck Nielsen øens store strategiske og centrale rolle for det amerikanske forsvar, og fremstillingen viser, at interessen fra Trump og hans administration ikke er irrationel, uanset hvor tumpet og truende centrale politiske aktører går til sagen.
Krigen i Ukraine fylder også i bogen, og tjener som eksempel på, hvordan moderne krigsførelse i stigende grad er blevet fastlåst og præget af nedslidning. Hurtige gennembrud er næsten umulige droner, miner og solide forsvarsværker. Dette ser forfatteren som symptomatisk for kommende konflikter.
’Krigens politik’ giver en dybere forståelse af, hvorfor krige opstår igen og igen – på trods af at så mange gerne vil undgå dem, og på trods af de rædselsfulde krige, som menneskeheden har udført.
Analyserne peger på, at Europas sikkerhedspolitiske udfordringer risikerer at blive endnu mere komplekse i de kommende år. Forfatteren lykkes med at give et afbalanceret og veldokumenteret overblik over de politiske kræfter, der former krig, magtbalancer og sikkerhedspolitik – og med de tider, vi lever i, kan man ikke andet end sige, at dette er vigtig læsning.
Anders Puck Nielsen: Krigens politik. Grønningen 1, 300 sider. Oktober 2025
