// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Kasper H. Andersen: Danevirke
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Kasper H. Andersen: Danevirke

Skrevet af den 19. juli 2025 – 07:06Ingen kommentarer

Danevirke er måske den allerstørste danske historiefortælling. Det er et ægte, eksisterende og dokumenterbart bygningsværk, der er blevet svøbt i myter og sagn i en grad, så det har påvirket politiske og militære beslutninger i 1500 år.

Urmyten er den om Thyra Danebod, der byggede forsvarsværket. Oven på den er bygget myten om det uovervindelige fæstningsværk og store militære betydning – og langt senere blev volden symbolet på grænsen mellem dansk og tysk og dens betydning for sprog, landegrænser og nationalitet. I mellemtiden havde den i perioder næsten været glemt.

Sandheden er på samme tid både mere prosaisk og endnu mere spændende. Danevirke er gammel, langt ældre end dronning Thyra. Volden har været ud- og ombygget adskillige gange igennem historien, indtil den mistede sin militære betydning og helt blev opgivet som fæstningsværk. Hvorfor og mod hvilken fjende, den er bygget til og om igennem tiderne fortaber sig i sagntiden, men historikere kan give kvalificerede gæt.

Det er det, der gør Danevirke så interessant: sagn og sandhed, kongemagt og kvindelist blander sig med militær betydning og et katastrofalt nederlag, der blev værre af at politikere og befolkning lod sig føre med af myten om den gamle vold uden at forholde sig til realiteterne.

Alt dette og meget mere tager Kasper H. Andersen os kompetent igennem i Danevirke, der er endnu et bind i serien om 100 danmarkshistorier. Fra jernalder til Valdemartid og til de Mezas tilbagetrækning: myten om Danevirke lever i historien såvel som et fysiske voldanlæg.

Danevirke er treoghalvfemsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.

Kasper H. Andersen: Danevirke. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 15. juni 2025

Der er lukket for kommentarer.