// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Caroline Fleming: Caroline
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi

Caroline Fleming: Caroline

Skrevet af den 8. december 2024 – 05:41Ingen kommentarer

Skræddersyede boksershorts, rum på størrelse med dagligstuer til opbevaring af linned, kvinder, der “beskæftiger sig” med at indrette bolig og holde selskaber, og børn, der skrives op til kostskoler ved fødslen.

Man tror, det er løgn. Det er en verden, der ikke er til at fatte. Og det mener jeg på den værst tænkelige måde. Det er paradoksalt, at livet på første klasse kan fremstå så rædselsfuldt.

Men der er ingen tvivl om, at ”Caroline” også er en nøje kurateret fortælling. En fortælling med hovedbudskabet: At være arving og adelig er først og fremmest en byrde.

Og som læser er det svært ikke at blive berørt, når hun fortæller om den evige higen efter sin fars kærlighed og anerkendelse, om sin spiseforstyrrelse eller om hele tiden at føle sig forkert og som et redskab til gavn for andre.

Hendes fortælling fremstår troværdig, selvom det selvfølgelig er et partsindlæg. Det lægger hun heller ikke skjul på. Andre kan have oplevet tingene anderledes end hende, men “dette er min oplevelse og min historie”.

En trend i øvrigt, der breder om sig i disse tider, og som rejser en masse spørgsmål om etik i forhold til, hvad forlagene sender ud på hylderne.

Bogen er en række nedslag i stokastisk rækkefølge uden nogen særlig kronologi. Vi går fra brandede strømpebukser, til sønnens ADHD, til at hun mister sit kørekort. Måske meget sigende for hvem hun er, og hvordan hendes liv har været, og på den måde er det et greb, der understreger forståelsen af, hvordan det mon har været at være – og at være – Caroline.

Fortællingen er medrivende og siderne vender sig selv. Selvom den fremstår både tyk og tung, når du får den i hånden, så er den læst på en eftermiddag. Det fysiske omfang skyldes i højere grad de mange mellemlægssider uden tekst, de brede marginer og det tykke papir end det skyldes substansen.

Jeg er underholdt og forfærdet på samme tid. Glad på mennesket Carolines vegne over at være sluppet fri af de snærende gyldne lænker og mantraet “noblesse oblige”, men også ved at være lidt træt af den über-kommercielle “min historie”-bølge i forlagsbranchen.

Stor litteratur er det ikke, men kasseapparatet klirrer, og der skal jo penge til.

Caroline Fleming, Caroline, fortalt til Anne Sofie Kragh, Politikens forlag, oktober 2024, 320 sider.

Der er lukket for kommentarer.