// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Sofija Andrukhovytj: Romanas historie. Amadoka 1.
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sofija Andrukhovytj: Romanas historie. Amadoka 1.

Skrevet af den 7. juni 2024 – 06:53Ingen kommentarer

En ukrainsk soldat vågner op på hospitalet, helt vansiret og uden hukommelse. Romana mener at genkende ham: det er hendes mand Bohdan, som forsvandt ved fronten. Hun forsøger at genoplive hans hukommelse ved at fortælle ham om deres fælles liv og om hans families historie.

Men er manden Bohdan? Og selv hvis han er – er Romana så Bohdans hustru?

Andrukhovytj vikler langsomt men sikkert en kompliceret familiehistorie ud. Det er en ukrainsk historie, så den trækker spor tilbage til ikke bare anden verdenskrig, men også til Stalin-tidens mord og forfølgelser, til ukrainsk religion og historie og dybt ind i den menneskelige sjæl. Hvad gør folk ikke for dem, de holder af?

Hvad gør de ikke, for at finde nogen at holde af?

Romanas historie er en absolut interessant fortælling om menneskers søgen efter en meningsfuld fortælling om dem selv, deres familie og deres land. Vi har brug for historier for at give os selv en identitet, og mister vi vores historie – og historier – mister vi os selv.

Her flettes ensomme menneskers søgen efter mening med tilværelsen sammen med en dramatisk og voldsom nutid, hvor fortiden aldrig er helt forsvundet. Uanset om vi husker fortiden eller ej, så forsvinder den ikke og den sætter altid sine spor, i mennesker og samfund. Der er få steder i verden, hvor kampen om historien lige nu fylder mere end i Ukraine og med Romanas historie skriver Andrukhovytj ikke bare en interessant roman, men også en beretning om hvad vores historie egentlig betyder for hvem vi er, og hvordan vi forstår vores omverden.

Romanas historie er første bind i en trilogi ved navn Amadoka, og det skal tages bogstaveligt. Vi får ikke mange svar i denne roman, som mere er første del af en roman end en selvstændig roman. Ingen skade sket ved det – bare vi snart får bind to!

Sofija Andrukhovytj: Romanas historie. Amadoka 1. 300 sider, People’s. Oversat af Trine Søndergaard, udkom 25. april 2024

Der er lukket for kommentarer.