Allan Leth Frandsen: Bajeren kommer
Skål! Øl er en vigtig del af danmarkshistorien. Engang bryggede hver gård, kloster og by sin egen øl, for vand var urent og uden næring, og historierne om danskernes drikfældighed går langt tilbage. Øl var (og er) dog ikke bare øl, for der er mange forskellige slags, og der har været et væld af forskellige typer i Danmark.
Overgæret, undergæret, til fint brug, til hverdag, krydret på den ene eller anden måde – og brygget af enten professionelle bryggere i byerne eller af husfruen på gården til husstandens eget forbrug. En enorm variation, og der blev drukket utrolig meget af det. Dog var alkoholprocenten oftest lavere end hvad vi er vant til i dag – men alligevel var drukkenskab ikke fremmed for det danske folk.
I 1847 skete der dog noget nyt. Her solgte brygger Jacobsen bajer for første gang i Danmark; en øltype han havde lært at brygge i udlandet. Historien om brygger Jacobsen og hans familie kan man se i DRs serie Bryggeren eller ved at besøge det nye museum House of Carlsberg (beklager det engelske navn – men det hedder det altså). Men den samlede historie om det danske øl – den får man her hos Allan Leth Frandsen, og den er helt bestemt en aften værd!
Bajeren var noget nyt, og blev vældig populær. Det betød dog ikke at den øjeblikkeligt ryddede bordet på de danske værtshuse og i de danske hjem. Der var nemlig utrolig meget kultur, smag og økonomi forbundet med den rige danske ølkultur, og der blev fortsat brygget et utal af forskellige danske øl samt importeret mange forskellige udenlandske i årtierne, der fulgte.
Det blev dog pilsneren, der endte med at have tæt på monopol i Danmark. Det skyldtes flere ting, herunder at moderne bryggerteknik (som andre end Jacobsen hurtigt lærte) kunne sikre en ensartet kvalitet, styrke og smag, men også at skattesystemet, moderne marketing og krav om hygiejne og renhed blæste i den retning. Nu kalder tiden igen på en mangfoldig ølkultur, og på den måde er ringen måske sluttet, men vil man forstå og vide mere om øl, ølkultur og alt, det har betydet for danskerne og det danske samfund, så er man i virkelig gode og velskrivende hænder med Bajeren kommer fra 100 danmarkshistorier.
Det er 100 informative og interessante sider, ikke mere end man næsten kan nå at læse mens man nyder en sval øl – om det så er fra Carlsberg, et mikrobryggeri eller måske en alkoholfri må man jo selv om!
Bajeren kommer er otteoghalvfjerdsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling.
Allan Leth Frandsen: Bajeren kommer. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 14. marts 2024