Tove Ditlevsen: Jeg holder skam kæft med meget
Gæsteanmeldelse af Mette Hermann fra Instagramprofilen @bog.dag.bog
Tove Ditlevsen synes mere aktuel end nogensinde. Det vidner ikke blot utallige genudgivelser om, men også nye udgivelser, der bidrager med ny viden om og nuancerer vores billede af, hvem Tove Ditlevsen var både som forfatter og privat.
Én af disse udgivelser er JEG HOLDER SKAM KÆFT MED MEGET, som er en samling af 66 samtaler og interviews med Tove Ditlevsen fra perioden 1940 til 1976, redigeret af Nynne Oldenburg og udgivet af Frederikke Lett på eget forlag.
JEG HOLDER SKAM KÆFT MED MEGET er spændende og stærkt underholdende læsning, som giver et unikt indblik i Tove Ditlevsen, der livet igennem beredvilligt stillede op til utallige interviews, og som aldrig var nærig med at dele ud af sig selv. Filterløs var hun som titlen antyder dog ikke, alligevel sidder man ved læsning af de mange interviews ofte med en fornemmelse af at opleve en ufiltreret og meget umiddelbar Tove Ditlevsen, der beredvilligt svarer på ofte meget direkte og hvad man i dag ville opfatte som grænseoverskridende spørgsmål.
Tematisk set kredser artiklerne om Tove Ditlevsens syn på ægteskabet, kvindens rolle i samfundet og i hjemmet, moderrollen, arbejdslivet, kønsroller og størstedelen af interviewene er givet i forbindelse med udgivelser, hvorfor samlingen af interviews også giver et godt indblik i Toves forfatterskab. Der er valgt interviews fra mange forskellige medier, også interviews fra ugebladene, hvor teksterne er af en lidt lettere karakter. Men typisk for dem alle er dog en udpræget munter tone og en meget ærlig og åbenhjertig Tove, der til tider også udtaler sig ganske kontroversielt – også set med nutidens øjne.
De 66 interviews suppleres med en faktuel tidslinje, som giver et godt overblik over Tove Ditlevsens karriere og vigtigste litterære bedrifter. Den fungerer også som ramme for de 66 interviews, som er anført i kronologisk rækkefølge, startende med et interview med en meget ung Tove i 1940, året efter debuten “Pigesind” er udkommet.
JEG HOLDER SKAM KÆFT MED MEGET er en guldgrube af tekster og en gave til alle Tove-fans. Hvis man skal lede efter et hår i suppen, kunne man indvende, at der er en del gentagelser. Men samtidig er det også sympatisk og interessant, at artiklerne kommer fra mange forskellige blade og aviser, ligesom der er en stor variation i typer af artikler, som netop er det, der giver det unikke indblik i både forfatteren Tove Ditlevsen og en mere privat Tove.
Særligt spændende er de interviews, som Tove Ditlevsen giver i de sidste år af sit liv i forbindelse med kontroversielle udgivelser som fx ”Gift”, ”Vilhelms værelse” og erindringsbøgerne ”Barndom” og ”Ungdom” samt hendes selvmordsforsøg i 1974. Her træder en anden Tove frem, tydeligt mere moden, reflekteret men ofte også udmattet og frustreret.
JEG HOLDER SKAM KÆFT MED MEGET er ikke kun et absolut must read for alle Tove-fans, det er en vigtig samling af tekster, som giver direkte adgang til Tove Ditlevsen selv. Stor, stor tak til udgiverne for at grave de mange interviews frem og udgive denne fine samling tekster, som er en uvurderlig kilde for alle med en særlig interesse i Tove Ditlevsen.
Tove Ditlevsen, Jeg holder skam kæft med meget, Forlaget Frederikke Lett, 2023, 306 sider