Lotte og Søren Hammer: Den forelskede morder
Lotte og Søren Hammer lancerer en ny serie om sygeplejeeleven Jytte, der har næse for at opklare mordgåder. Hun bor på kollegie i Lyngby, og handlingen udspilles i 1970’erne med alt, hvad det indebærer af kassettebånd, svaj i bukserne, hessiantapet og venstreorienterede studerende.
En dag findes en teenagepige myrdet tæt på kollegiet. Mordet er sadistisk udført, og uroen breder sig på kollegiet. Tilsyneladende kaster morderen sine øjne på Jytte. Der sker mystiske ting omkring hende, og efterhånden som handlingen skrider frem, står det klart, at hun er på hans liste over unge kvinder, som skal skaffes af dage på bestialsk vis.
Jyttes bedste veninde på kollegiet bliver kæreste med en politimand, der er tilknyttet sagen, og snart viser det sig, at Jytte har talent i forhold til kriminalsager. Hun tænker logisk og analytisk og kan bidrage til politiets arbejde, også selv om hun personligt er i skudlinjen.
”Den forelskede morder” forsøger at være uhyggelig, men det lykkes ikke. Der er for meget triviallitterært pjank og pjat mellem personerne, og deres infantile kærlighedsliv fylder for meget i forhold til opklaring og plot. Desuden er det stærkt urealistisk, at der kan flyde så mange oplysninger til Jytte og veninden fra politiet om sagen.
Forfatterparrets produktion spænder meget bredt, lige fra den populære og vellykkede serie om Konrad Simonsen og hans medarbejdere i Drabsafdelingen i København til 10 bind om et søskendepars oplevelser under nogle af 2. verdenskrigs brændpunkter og så romancen ”Sidste nat med Belle”. ”Den forelskede morder” lander et sted mellem den rent romantiske fortælling om forviklinger og forvirret kærlighed og så en krimi om et sadistisk monster, der gør slemme ting ved unge kvinder. Det bliver desværre en tynd omgang.
Lotte og Søren Hammer. Jyttes første sag. Den forelskede morder. Falco. 410 sider. Juni 2023