// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Filtenborg og Weichert: Kugleregn – skudt i Ukraine
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Journalistik, Krige

Filtenborg og Weichert: Kugleregn – skudt i Ukraine

Skrevet af den 10. februar 2023 – 06:14Ingen kommentarer

To dage efter at Rusland havde startet sit angreb på Ukraine den 24. februar sidste år, blev to danske journalister skudt og såret i Ukraine tæt på grænsen til Rusland.

Det her er deres historie om de dramatiske begivenheder og evakueringen fra krigszonen til fredelige Danmark.

Men det er også fortællingen om vejen derhen. Om to eventyrlystne unge journalister, der vælger at drage til Ukraine i 2019 for at rapportere. De kunne lige så godt være taget til Hongkong, Sydamerika eller Nairobi, som de skriver i bogen. Med base i Kiev skriver de om konflikten i de østukrainske løsrivelsesrepublikker samt livet i Hviderusland og Armenien. De lever nærmest fra hånden til munden. Hutler sig igennem, men nyder også friheden og eventyret med tarvelige hotelværelser, massive drukture med lokale og spændende bekendtskaber.

De er derfor garvede Ukraine-freelancekorrespondenter med et fornuftigt antal danske og udenlandske medier som kunder, da krigen bryder ud. De kommer på fast kontrakt hos Ekstra Bladet og alt er godt. Så godt det nu kan være i en krigszone. Men de bruger i hvert fald deres lokalkendskab og kontakter til at lave nogle ganske gode historier.

Lige indtil de på krigens dag 3 kører til en landsby for at undersøge en historie om, at en børnehave skulle være blevet ramt af en klyngebombe. På vej ind i byen bliver de beskudt af en snigskytte. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt flere steder i benene. Ganske alvorligt.

Herefter følger nogle dramatiske timer og dage, hvor de to danske journalister desperat kæmper for at komme ud af krigszonen og videre hjem til Danmark. En nervepirrende rejse forbundet med stor smerte og meget lidt tøj. Ikke mindst for Emil Filtenborg.

Bogen er en livsbekræftende fortælling om at tage ud på eventyr, møde verden med åbent sind og have lyst til at fortælle omverdenen om det. Og om at være to drengerøve, der kaster sig ud på dybt vand. Ikke hovedkulds og uovervejet. Og en fortælling om venskab, smerte og overlevelse.

Tæskegodt skrevet. Man føler man selv er der, når der drikkes tæt med lokale ukrainere i landsbyen New York eller når de to journalister bumler afsted gennem natten i et ukrainsk nattog.

Og så er det bare fedt at læse en beretning fra to udenrigskorrespondenter, som griber tingene lidt anderledes an end Rasmus Tantholdt og co.

Emil Filtenborg og Stefan Weichert: Kugleregn – skudt i Ukraine. People’s Press, 2023. 339 sider.

Der er lukket for kommentarer.