// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rane Willerslev m.fl: En historie om mennesket
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Rane Willerslev m.fl: En historie om mennesket

Skrevet af den 28. august 2022 – 07:36Ingen kommentarer

Menneskets historie er både lang og kort. Lang fordi det er millioner af år siden homo-slægten skilte sig ud fra de øvrige primater og slog ind på den bugtede vej mod nutidsmennesket. Kort fordi det faktisk ikke er ret mange tusind år siden, at flertallet af mennesker tog landbruget til sig og begyndte rejsen mod det moderne menneske.

Uanset hvad har vejen bestemt ikke været lige ud. Der har været afgrene og blindgyder undervejs. Flere konkurrerende menneskearter har befolket jorden samtidig, og selv overgangen fra jægersamfund til bondesamfund – som nok er den største revolution i vores arts historie og levevis – foregik ikke pludseligt men over tusindvis af år. Ja, egentlig er den stadig ikke helt gennemført, for der findes stadig jæger-, samler-, og hyrdesamfund forskellige steder på jorden.

Alt dette og meget mere kan man læse om i Rane Willerslevs nye bog, som han har skrevet sammen med tre andre mænd fra Nationalmuseet. Deres hovedpointe er – udover at fortælle om menneskets udviklingshistorie – at overgangen til bondesamfund også betød et nyt syn på det legende menneske.
At opretholde livet ved at jage og samle kræver færre timers arbejde end at skulle dyrke jorden. En bonde er også nødt til hele tiden at tænke fremad, planlægge, knokle, sætte hegn om sine marker og forberede sig på næste skridt – så, luge, høste til vinteren, pløje, opbevare føde til næste år og så videre. I jægersamfundet var der ikke samme opdeling af arbejde og leg, og man levede mere i nuet.

Jeg er ikke sikker på, at jeg køber præmissen for bogen – hverken om leg eller om fordelene ved jægersamfund frem for bondesamfund, og jeg synes man går meget let hen over problemerne ved at leve “fra hånden og i munden” og tyrkertroen på, at der altid var vildt. Men der er jo selvfølgelig masser af god viden og interessante pointer alligevel.

Desværre er det en noget ufokuseret og ujævn bog. Der er mange gentagelser, og der springes frem og tilbage. At de fire forfattere er fagligt kompetente kan der ikke være tvivl om, men bogen trænger i den grad til en gennemskrivning og et fokus. Fire forfattere er også meget til 300 sider (med mange blanke sider imellem), og ligesom for mange kokke som bekendt fordærver maden kan for mange jægere også skræmme storvildtet bort.

Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsø Jessen, Henrik Hvenegaard Mikkelsen: En historie om mennesket. Homo Sapiens og meningen med livet. 300 sider, Grønningen 1. Udkom 24. maj 2022

Der er lukket for kommentarer.