// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Fie Frydendal Sigersted: Vener 
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Fie Frydendal Sigersted: Vener 

Skrevet af den 30. oktober 2022 – 06:35Ingen kommentarer

Når man ser på sig selv og sin slægt kan man altid fundere over, hvad der er arv og hvad der er miljø. I bogen Vener får vi fortællingen om fire kvinder i fire generationer.

De har hver især deres at kæmpe med og selvom de lever deres eget liv er det med tilbageblik på tidligere generationers udfordringer. Og lige under overfladen lurer sindets genvordigheder.

Vi hører om Jane, der tilbage i 1886 forlader sin trygge familie efter en vild fascination af skovens kulsviere, hvor hun forelsker sig i deres leder Myrekongen. Hun forsøger at leve i pagt med naturen og sammen får de datteren Thyra. Men tilværelsen er hård og det ender med at den lille Thyra kommer på børnehjem.

Da Thyra vokser op forsøger hun at holde orden og kontrol, som følge af sin egen usikre opvækst og hun får datteren Else, der gør oprør mod kontrollen og lever flyvsk og i sine følelsers vold. Else får datteren Margit, der hungrer efter morens nærvær og nærhed, men det falder ikke Else nemt og også de to får et temmelig anstrengt forhold. Da de helt mister kontakten er Margit overladt til sig selv og bliver optaget af morens dagbog, fordi hun brændende ønsker sig svar på alle de spørgsmål, der presser sig på.

Man følger de forskellige kvindeskæbner og der er noget genkendeligt ved deres indbyrdes relationer og den måde de hver især higer efter at blive set, hørt og elsket. Der er en underliggende grad af det overnaturlige, fornemmelser og åndelighed.

Men hvordan er man præget af sin arv og hvordan er man præget af miljøet – tiden, relationerne og sit eget ansvar for personlig udvikling?

Det er en spændende bog om det at være kvinde og det at leve i skyggen af tidligere generationer, men også en bog om at vælge sin egen vej. Bogen bevæger sig fint igennem tiden og det er slående hvor meget tiderne skifter på bare fire generationer. I nogle afsnit føles romanen lidt langtrukken, men det opvejes i det store hele, når man har læst den færdig.

Bogen Vener er skrevet af Fie Frydendal Sigersted. Hun har tidligere udgivet digte, skrevet sange og arbejdet som kunstformidler. Bogen Vener er forfatterens debut. En spændende stemme i nyere litteratur om kvinder.

Fie Frydendal Sigersted, Vener, Gyldendal, 332 sider, 2022

Der er lukket for kommentarer.