// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Victoria Kielland: Mine mænd
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Victoria Kielland: Mine mænd

Skrevet af den 13. september 2022 – 06:03Ingen kommentarer

Da jeg for snart 30 år siden læste Thomas Harris’ ”Silence of the Lambs” (på dansk: ”Ondskabens øjne”), husker jeg, at én af mine første tanker var, at jeg ikke havde lyst til at møde forfatteren. Det bundede i en tanke om, at en mand, der kan fremtænke så grusom en person og så vanvittig en handling, han må have noget af den ondskab i sig selv.

Og jeg havde det næsten på samme måde, da jeg læste min første Jeffrey Deaver-bog. Forfattere, der kan tænke så grusomme handlinger og personer frem, må besidde nogle personligheder, jeg ikke har lyst til at møde – for min egen og min families sikkerheds skyld. Jeg mærker lidt af den samme tanke, når jeg nu læser Victoria Kiellands ”Mine mænd”.

Victoria Kielland har skrevet en helt fabelagtig roman. Dette er den norske forfatters gennembrudsroman, og hun har lagt hele anmelderstaben ned samt modtaget flere nomineringer til de bedste priser. Og jeg forstår det.

Handlingen er som sagt skræmmende. Bogen handler om den kvindelige seriemorder, Brynhild, der i slutningen af 1800-tallet emigrerede fra Norge til USA. Her blev hun først gift med Mads Sørensen og ændrede navn til Bella Sørensen. Siden blev hun til hende, som hun siden er blevet berømt og berygtet som – nemlig Belle Gunness. Belle er officielt Amerikas første kvindelige massemorder. Men hvem var hun egentlig?

Kielland er gået meget længere ind i Brynhild, end vi måske egentlig ønsker. Men netop hendes research og hendes dybe tilgang til den ellers så grumme hovedperson, er også det, der gør romanen helt unik. Kielland giver nemlig Brynhild mere passion og kærlighed, end jeg næsten kan bære. Brynhild bliver et levende, passioneret, kærlighedssøgende og dybt erotisk menneske, og det skræmmende for mig som læser er, at jeg ved flere lejligheder føler sympati for hende.

Jo, naturligvis bliver Brynhild mere og mere frastødende, men selve fortællingen er faktisk smuk og ekstremt begavet fremstillet. For mig bliver et literært værk for alvor til kunst, når det – som en skulptur eller et maleri – flytter rundt på modtagerens følelser. Og det gør Kiellands ”Mine mænd” for mig. Bogen er ekstremt velskrevet, og for mig – der ikke selv kendte handlingen – er den også virkelig spændende. Fremragende underholdning.

Victoria Kielland: ”Mine mænd”, Forlaget Gads, på dansk ved Juliane Wammen, 200 sider, udkom august 2022.

Læs også:
Oyinkan Braithwaite: Min søster er seriemorder

M.W. Craven: Rottefælden

Catherine Ryan Howard: Intet

Der er lukket for kommentarer.