// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Line Vestergaard Knudsen: De første sommerhuse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Line Vestergaard Knudsen: De første sommerhuse

Skrevet af den 16. juni 2022 – 06:48Ingen kommentarer

Under corona har sommerhuse været i høj kurs. Når grænserne lukkede og fremtiden var usikker opdagede mange glæden ved at have et sted, helst ved vandet, hvor man kunne slappe af, komme væk hjemmefra og alligevel være i trygge, kendte rammer. Sammen med lave renter fik det priserne til at eksplodere. Men selve tanken om sommerhus er slet ikke ny.

Faktisk var det allerede i 1886 at overklassen begyndte at ønske sig ferieresidenser. I starten nord for København, men snart sprang sommerhusområderne frem landet over. I begyndelsen var mange af dem meget primitive, og de velhavende byboere kom også for at opleve lokalbefolkningen og dens anderledes vaner. Med ferielov og højere lønninger fik flere og flere danskere dog mulighed for at holde weekend og ferie, og flere og flere ønskede at tilbringe den nyvundne frihed i et sommerhus.

Drømmen om et sommerhus har ikke kun ændret vores ferievaner. Det har også ændret det danske samfund – på godt og ondt. Det har nemlig alle dage været mest attraktivt med sommerhus tæt på kysterne, og derfor gav sommerhusene nye muligheder for udvikling i udkantsdanmark. I takt med at sommerhusene spang frem, gav det også anledning til bekymring over betydningen for naturen, og snart fulgte en kystbeskyttelseslov.

Historien om de danske sommerhuse er også historien om naturbeskyttelse, om forholdet mellem byboere og landboere og om vores forhold til ferie og fritid. Det dækker Line Vestergaard Knudsen i De første sommerhuse, der er maj måneds bind i serien 100 danmarkshistorier. Det er en fin gennemgang af de danske sommerhuses historie. Jeg savner måske en lidt mere kritisk tilgang til den nyere udvikling, herunder hvad udlejning eksempelvis gør ved sommerhusområderne, men ellers er det en god fremstilling, der gør læseren klogere.

De første sommerhuse er seksoghalvtredsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr. stykket.

Line Vestergaard Knudsen: De første sommerhuse. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 12. maj 2022

Der er lukket for kommentarer.