Bergsveinn Birgisson: Den sorte viking
Geirmund Helskind var en af de store vikinger fra landnamstiden i Island. Han var ifølge Landnamsbogen, som er en af de islandske håndskrifter, kongesøn, rig og en stor magtfaktor. Alligevel er han næsten glemt i dag, og hans liv er kun beskrevet i fragmenter.
Det har forfatteren Bergsveinn Birgisson, som er en fjern slægtning til Helskind, sat sig for at finde ud af. Igennem mange år leder han efter spor af Helskinds liv – i geografien, i navne på Island, i Irland og i Norge, i DNA-undersøgelser og naturligvis i de skriftlige kilder. Birgisson har smedet de små stykker af viden sammen med lidt digt og formodninger, og det er der kommet Den sorte viking ud af.
Det vi ved om Geirmund Helskinds liv er da også eventyrligt. Han var født omkring 846 i Rogaland i Norge, og hans mor var formentlig(?) ikke norsk, men derimod fra et af folkeslagene ved Hvidehavet, det der i dag er Rusland. Som kongesøn i vikingetiden kom han vidt omkring, og endte altså med at være en rig mand med mange trælle på Island.
Birgisson forsøger at følge i hans fodspor, og fortæller undervejs om vikingetiden og dens mennesker. Det handler ikke kun om vikingetogter og store slag, men om livets gang blandt almindelige mennesker – om hvordan man laver tran af hvalrosser, om trælle, om påklædning, om syn på kvinder, om jagt, vejrforhold, magt og økonomi – alt det, der trækker historiens hjul, men som ikke altid får samme omtale som store konger og storslåede slag.
Det er faktisk rigtig godt og jeg kan rigtig godt lide ideen bag Den sorte viking. Jeg synes det er en spændende tilgang, og interesserer mig for vikingetiden. Desværre er Den sorte viking ikke rigtig velskrevet og trods den gode ide heller ikke vellykket. Birgisson vil virkelig gerne finde spor efter Helskind og bevise, at han var en stor og kendt viking, og han spekulerer og formoder utrolig meget. Han ved bare utrolig lidt, og hvor bogen er et imponerende værk om tiden, så er det meste omkring selve Helskind rent gætteri.
Forfatteren vil virkelig gerne bevise, at hans forfader var en stor mand, der uretfærdigt er blevet glemt og derfor er bogen fyldt med stednavne og personnavne der skal bevise sammenhængen til Helskind. Det fortaber sig bare lidt i fortidens tåger hvad pointen egentlig er og hvorfor det er relevant. Måske er det fordi jeg ikke er fra Island, at jeg ikke forstår det – men er det virkelig en bog værd, at der findes en viking der ikke er skrevet en saga om?
Bergsveinn Birgisson: Den sorte viking. 432 sider, Gyldendal. Oversat af Kim Lembek og Rolf Stavnem, udkom 14. januar 2022
