Katrine Wessel: Den største gave
Den nygifte Rose Winther, datter af den velhavende norske Wintherfamilie fra Trondhjem, er så småt ved at glæde sig til jul.
Hun skal for første gang holde jul i morens barndomshjem, familiens gamle gods i England; Oaktree Manor. Rose og hendes mand Dimpy skal med tiden overtage godset, hvor Roses bedsteforældre bor. Det hele er gammelt, støvet og langt fra fortidens storhed, men Rose er fast besluttet på at skabe den smukkeste jul der.
Hun vil gerne bruge tiden med sin mand, men han er fjern og irritabel og det er ikke lige sådan Rose drømmer om, at et ægteskab skal være. Da bedstemoren kommer galt af sted, har Dimpy lige rigeligt travlt med at få sendt Rose på tidlig juleferie, så hun kan hjælpe til på godset.
Her møder familien landsbyens nye læge og især Roses moster lægger mærke til det friske pust, der er omkring ham.
Dimpy ankommer til godset, men da han modtager et telegram og meget oprevet rider afsted i en rasende fart, så tager historien en drejning.
Rose må finde ud af hvad det er han ikke fortæller hende og da sandheden kommer for en dag, står hun overfor en række meget svære beslutninger, der handler om alt andet end at pynte op til den perfekte jul.
Serien om familien Winther er noget af det skønneste jeg har læst i år og hver en ny bog bliver slugt. Samtidig med familiens historie er der også et fint billede af tiden omkring dem. Nye tider er på vej, der gøres op med de gamle dyder og traditioner og tilsæt så lige lidt drama og charmerende romantik, så er der dømt god læsning.
“Den største gave” er en slags bonusjulebog og tæller egentlig ikke med i serien. Den beskrives som et godt sted at stifte bekendtskab med familien, men jeg vil til enhver tid foreslå, at man starter helt forfra med den første bog i serien: Familien Winther
Den største gave, Katrine Wessel, Hr. Ferdinand, 320 sider, 2021.