Katrine Wessel: Familien Winther
Vi er i Norge i tiden op mod det 20. århundrede og hovedhistorien kredser om familien Winther hos parret Cecilia og Karl. De klarer sig godt, deres virksomhed er i vækst og deres tre børn lever langt hen ad vejen op til forældrenes og resten af samfundets forventninger.
De to sønner er i gang med uddannelser og det ligger i kortene, at den ældste søn Christian skal overtage familievirksomheden, som Karl har ført videre fra sin fars tid. Handel, eksport, engroshandel og ejendomsinvesteringer gør, at familien er godt stillet. Nu nærmer sølvbrylluppet sig og Cecilia ser tilbage på årene, der er gået.
Christian er nygift med den kække Ellinor og de to flytter ind i familiens hus. Ellinor er et frisk pust – måske endda lidt for frisk mener Cecilia. Hun stiller spørgsmål, blander sig og er mere frisindet og moderne end familien er vant til.
Det unge par har inviteret en god ven med til sølvbryllupsfesten, den danske operasanger Henning Høirup, der meget upassende fortryller Wintherparrets datter, den unge forkælede Rose.
I fortællingen følger vi de forskellige familiemedlemmer og opdager, at selv en solid og godt stillet familie kan have lidt knas i fundamentet.
Familien Winther er (heldigvis) første del i en familiekrønike i seks bind, hvor vi hører om op og ned-ture i familien og i personer, der er tæt på dem.
Arbejderklassen spirer og kvinders rettigheder styrkes og hele tidsbilledet flettes sammen med familiens liv og det fungerer simpelthen så godt. Jeg åd den første bog råt og kan kun glædes over, at det er en serie. Fantastisk velskrevet og krydret med kærlighed, dramatik og skjulte hemmeligheder.
Katrine Wessel er opvokset i Trondhjem og har arbejdet både som journalist og redaktør. Hun debuterede med romanserien Kristiania, men havde længe drømt om at skrive en historisk roman fra sin barndomsby Trondhjem.
Katrine Wessel, Familien Winther, Hr. Ferdinand, Politikens forlag, på dansk ved Giovanna Barbara Alesandro, 336 sider, januar 2021