// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofie Lene Bak: Racismeparagraffen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Videnskab

Forside » Historie

Sofie Lene Bak: Racismeparagraffen

Skrevet af den 30. september 2021 – 07:37Ingen kommentarer

Der er få paragraffer i straffeloven, der har været så omdiskuterede som racismeparagraffen. Det er en af de paragraffer, der deler vandene – og oftest efter politisk tilhørsforhold eller sympatier.

Racismeparagraffen blev født i slutningen af 1930’erne, og selvom den aldrig officielt blev kaldt jødeparagraffen eller indeholdt ordet jøde, så var det formålet med den et forsøg på at beskytte de danske jøder mod den forhånelse og bagvaskelse, de blev udsat for fra nazister og deres ligesindede. Den kom hurtigt i brug, for både før og efter besættelsen var der folk, der forsøgte at fyre op under anti-semitismen i Danmark.

Sofie Lene Bak giver i nyeste udgave af 100 danmarkshistorier en god indføring i racismeparagraffens historie fra dengang og til i dag. Det var hele vejen igennem været en balancegang, ikke mindst under besættelsen. Alligevel lykkedes det selv under de fem forbandede år at gennemføre retssager mod nazistisk propaganda i Danmark, om end ikke nødvendigvis med udgangspunkt i racismeparagraffen, som var vanskelig at bruge på grund af besættelsesmagten.

Den mest spektakulære var sagen omkring det nazistiske tidsskrift Kamptegnets angreb på ejeren af Daells varehus og hans jødiske sekretær Ella Wassermann, der blev beskyldt for at have et forhold. Det benægtede de to, og lagde sag an mod Kamptegnet for æreskrænkelser. Sagen gik hele vejen til Højesteret, og selvom sagen formelt handlede om de ærekrænkende beskyldninger om ægteskabsbrud, kom sagen i stort omfang til at handle om Kamptegnets angreb på jøder generelt.

Racismeparagraffen er efter krigen blev ændret som tilpasning til FN’s konvention mod racisme, men levede ellers sit stille liv frem til 1990’erne. De gange den frem til da var i brug, handlede det om højreradikales angreb på jøder. Fra 1990erne og frem blev racismeparagraffen brugte mere ofte, og selvom den også er blevet brugt til at dømme angreb på jøder, har den oftest var diskuteret og brugt i forbindelse med flygtninge- og indvandredebatter. Mange har en mening om paragraffen, men færre ved præcist hvad der ligger til grund for dens sprogbrug eller hvordan den har været brugt. Alene af den grund er Sofie Lene Baks bog en velkommen indføring, som er god at læse – uanset hvad man i øvrigt på forhånd mener om den omdiskuterede paragraf.

Racismeparagraffen er otteogfyrrende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Sofie Lene Bak: Racismeparagraffen. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 9. september 2021

Der er lukket for kommentarer.