// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pascal Engman: Rottekongen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman, Spænding

Pascal Engman: Rottekongen

Skrevet af den 28. september 2021 – 03:01Ingen kommentarer

Hans debutroman “Patrioterne” var fremragende. Det samme var 2’eren “Ildlandet“. Og det er den trejde spændingsroman fra svenske Pascal Engmans hånd også.

Sverige har fostret rigtig mange gode krimi- og spændingsromanforfattere gennem tiden. Og det bliver de ved med. Engman er endnu ikke op i samme liga som Sjöwall og Wahlöö eller Jan Guillou. Men Liza Marklund og Stieg Larsson kan han godt måle sig med.

I “Ildlandet” blev vi introduceret til kriminalassistent Vanessa Frank, og hende møder vi igen i “Rottekongen”. En lidt stereotyp enspænder-type uden hverken familie eller venner, som kun er optaget af at arbejde. Sådan en hovedperson har vi desværre set lidt for ofte i nordiske krimiromaner.

Lidt malurt i bægeret skal der til. Det ændrer dog ikke ved, at Engman giver os en fænomenal thriller, som er svær at slippe. Han rammer lige ned i samtidsdebatten omkring folkedomstole, kvindehad og feminisme.

Vanessa Frank står med flere mord med helt oplagte gerningsmænd. Måske lidt for oplagte gerningsmænd? Ja, det må I læse bogen for at finde svaret på.

Noget af det, som er med til at gøre Engman god, er at han ikke bare lader sine hovedpersoner opklare forbrydelser og løse mysterier på en stille og rolig facon. Han giver os også hæsblæsende afslutninger og er ikke bange for at slå nogle af de gode ihjel eller lade uskyldige dø.

I “Rottekongen” får vi eksplosioner og masseskyderier for fuld udblæsning – uden at det bliver for meget og for urealistisk.

Pascal Engman: Rottekongen. People’s Press, 2021. 420 sider.

Der er lukket for kommentarer.