Hvad er det med de der svenskere? Er det noget i vandet? For hvordan pokker kan svenskerne gennem årtier igen og igen levere så fantastiske forfattere ud i krimi- og spændingsgenren? Det er alt for tidligt at udnævne Pascal Engman til at være den nye Sjöwall og Wahlöe, den nye Jan Guillou, den nye Liza Marklund eller den nye Stieg Larsson. Lad os lige se mere end bare debutromanen ”Patrioterne”. Men det lover virkelig godt.

Patrioterne er en hamrende god spændingsroman, der rammer lige ned i nutidens Sveriges kolossale problemer med splittelse, fremmedfrygt og højrenationalisme. Knivskarpt uden så mange dikkedarer grænsen til det politisk ukorrekte. For her pakkes tingene ikke ind. De stilles derimod på spidsen. Men ikke så meget, at det kammer over og bliver urealistisk.

Vi kommer godt rundt i verden og forskellige samfundslag med flere dramatiske begivenheder, hvor Engman ikke holder sig tilbage. Til sidst kulminerer det hele og trådene bindes sammen på fornem vis.

Danske spændingsforfattere er bestemt også dygtige mange af dem. Og de har også fanget fortællingen om nutidens Danmark og de trusler, der lurer. Men svenskerne kan bare noget i en helt anden vægtklasse. Og det sætter debutanten Engman en tyk streg under i denne hæsblæsende fortælling, som blev slugt i et helt andet tempo end det nogle gange er tilfældet med de danske forfatteres værker.

Behøver jeg skrive, at det her er en fantastisk bog, som alle med hang til spændingsromaner bør læse? Nej, det gør jeg ikke.

Pascal Engman: Patrioterne. People’s Press, 2019 (på svensk i 2017). 444 sider.