Volker Kutscher: Dem der falder i marts
Den tyske tv-serie Babylon Berlin har taget Tyskland, Danmark og flere andre lande med storm.
Den skildrer livet i Berlin i perioden mellem 1. og 2. verdenskrig, nærmere bestemt i den periode, hvor Weimarrepublikken eksisterede. Det var en tid med voldsomme politiske spændinger, demonstrationer og voldelige sammenstød mellem venstre- og højreorienterede, og så var der en opblomstring af kunst, kultur, fest og frigjort seksualitet, som tiltrak mænd og kvinder fra hele Europa og USA.
Forlægget til serien er forfatteren Volker Kutschers historiske krimier med politiefterforskeren Gereon Rath og den ambitiøse kriminalassistent Charlotte Ritter i centrum. Vi har fået fem bind på dansk, og det er nogle ordentlige moppedrenge på 5-600 sider. Akkurat som i tv-serien er Berlin skildret med al den råhed, desperation og fattigdom, som var med til at bringe Hitler til magten. Det gør han her i femte bind, ’Dem der faldt i marts’, hvor de paramilitære tropper, brunskjorterne hærger i gaderne, forfølger og tæver jøder, og andre ikke tilstrækkeligt arisk udseende medborgere. Rigsdagen brænder, og nazisterne kan gå hele skridtet og indføre et rendyrket diktatur.
Forholdet mellem de to hovedpersoner er mere konfliktfyldt end i tv-serien. Rath er mere katolsk-konservativ og Ritter er frigjort, protestantisk og vant til livet i storbyen, i modsætning fra Rath, der kommer fra Köln. Det er netop i Köln han vågner op ved bogens begyndelse med voldsomme fysiske og moralske tømmermænd. For det der med evig troskab ligger ikke helt til Rath, og her kommer den katolske syndsforladelse til gavn.
Den omfangsrige fortælling gør det muligt for Kutscher at sætte et indviklet plot op med liget af en hjemløs veteran, der har forbindelse til mystiske hændelser under 1. verdenskrig med en stor guldskat, forræderi og mord. I en anden handlingstråd følger vi en fattig ung kvindes flugt fra en psykiatrisk institution, og så er der kamp om magten blandt politiets rækker. Nazisterne vil skabe deres egen lov og smide den gamle lovs vogtere ud med badevandet. Oveni det hele har vi de isnende barske beskrivelser af, hvor hurtigt tyskerne omfavner nazismen og udstøder jøder, politiske modstandere og andre, der ikke lever op til den nye ordens politiske krav. Forholdt mellem Rath og Ritter foldes også ud, så man får nye facetter af deres personligheder og kampe. Så alt i alt, holder man af Babylon Berlin, kan man roligt sætter sig godt til rette med de mange sider.
Volker Kutscher: Dem der faldt i marts. Lindhardt og Ringhof. 624 sider. Oversat af Hanne Lund. Februar 2021