Cecilie Marie Meyer: Mezzogiorno
Engang imellem kan du smage ord. Du kan dufte dem? Du kan føle dem. I ”Mezzogiorno” er vi lige der, hvor du i et sekund blot behøver lukke øjnene, så bliver det virkelighed. Og det er en gave i sig selv.
Cecilie Marie Meyer tager os med sydpå, nærmere betegnet det sydlige Italien, hvor ellers ingen mennesker kommer, hvis man skal tro alle dem, der ’er noget ved musikken’. For det er i nord, økonomien er. Det er i nord, de store fodboldklubber og industriens tunge drenge er. Det er i nord, alle de rigtige mennesker bor og kan købe alt det rigtige tøj. Men som Meyer skriver: Hvis nord styrer verden, holder syden den oppe.
Syden er livets grundfjeld, stedet, hvor man fødes, troen på minderne.
Dette udsnit af en oversættelse fra den pugliesiske forfatter Marcello Venezianis bog ”Ritorno al Sud” er grundstenen i hele Meyers bog og i hele hendes kærlighed til Syditalien, som regionerne Campania, Calabria, Basilicata, Puglia, Abruzzo, Molise og øerne Sardinien og Sicilien samlet omfatter. Her bor en tredjedel af landets befolkning på halvdelen af Italiens samlede areal. Det kaldes også Mezzogiorno – som ellers betyder ’middag’ som i ’midt på dagen’.
Ordet Sud betyder syd, men som Meyer også gør opmærksom på, så er det også første stavelse i ordet Sudare, som betyder at svede. Og der er varmt i Syditalien – meget varmt. La controra – som andre steder er blevet kaldt siesta bliver overholdt skarpt, og alt liv suges ud af byerne i timerne efter middag.
Og det er her, Meyer som ung finder sig til rette – i byen Salerno – og hvor hendes forelskelse for Syditalien blomstrer. Meyer fortæller om sit liv i det syditalienske med en indlevelse og en sproglig forståelse, der helt får mig til at glemme, at jeg måske slet ikke burde interessere mig for hende. Det gør jeg nemlig nu. Jo længere jeg læser, desto mere spændende bliver hendes vidunderlige hverdagsbetragtninger.
Meyer er forfatter til flere rejsebøger, men til forskel fra dem er denne baseret på hendes egne oplevelser og det skelsættende møde med Syditalien og en kultur, der for alvor har brændt sig fast hos hende. Og hvor skulle du ellers finde svarene på spørgsmål om, hvad en passeggiata i virkeligheden er, hvor mange procent af Italiens befolkning, der drikker kaffe, hvad La Madonna betyder for de enkelte mennesker eller hvem, du skal være i selskab med for at få en høj karakter i filmvidenskab.
“Mezzogiorno” er en fremragende bog, der vil underholde dig mindst lige så meget, som den vil få rejsetrangen op i dig. Husk på, Torino, Milano og Verona er dejlige byer, men det er meget billigere i byer som Napoli, Lecce eller Palermo syd i. Og skal vi stole på Meyer, så er det også her, kulturen stammer fra.
Så, nu må jeg have mig en kop espresso.
Cecilie Marie Meyer: ”Mezzogiorno”, Forlaget Turbine, 288 sider, udkom december 2020.
Læs også:
Sue Moorcroft: En sommer i Italien
Anders Grøndahl: Midtitalien for livsnydere
Michael Fjording: Det ægte Italien – Fra Alperne til Rom