// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stinus Olesen: Nedriverne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Stinus Olesen: Nedriverne

Skrevet af den 15. november 2020 – 06:15Ingen kommentarer

Erik suser rundt i København på sin Christianiacykel. Sommeren er godt på vej, studenterne springer ud og der er sommerfest på jobbet, klassefest med de gamle kammerater og planer om en tur til Lalandia med familien.

Han bor i et kolonihavehus med konen Britt og deres to drenge. Han arbejder for Stanley som nedriver og han færdes rundt på Amager, hvor han som dreng var vidne til forældrenes vilde fester og en mor der til sidst stak af fra det hele. Men nu har han sin egen familie. Et job. Et liv – og alligevel sniger der sig drømme og længsler ind i hovedet på Erik.

Han drømmer sig tilbage til dengang, han ville noget mere. Dengang det kreative, kunsten og kærligheden var så stor, at det måtte briste. Han kan ikke helt slippe fortiden og tankerne om alt hvad det kunne være blevet til… Og hvad nu hvis det ikke var for sent.

I glimt rejser vi med rundt i Eriks liv, men bliver gang på gang hevet tilbage til virkeligheden af Eriks venner, der har fået mistanke om, at der er noget galt hjemme hos Erik og Brit. For hvad foregår der i kolonihavehuset, hvor Brit er blevet så stor, at hun dårligt kan komme rundt i huset uden hjælp.

Nedriverne er en del af Stinus Olesens romanserie om København. Han har tidligere skrevet Voksenværk og Amager elsker os ikke længere. Romanerne er et billede af bagsider, skæve eksistenser, skæbner der krydser hinanden, det er en god portion underspillet humor og alene opkaldene til Jimis telefon, er helt fantastiske.

Det er ikke de lykkelige slutningers holdeplads, men velskrevet genkendeligt socialrealisme med et strejf af håbløshed, knuste drømme – men også om venskaber, sammenhold og det levede liv.

Stinus Olesen, Nedriverne, Byens Forlag, 237 sider, 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.