Jeg læser desværre alt for sjældent bøger, hvor jeg har lidt svært ved egentlig at sætte en ren kategori på dem. Når jeg skriver ’desværre’, er det naturligvis fordi, det er helt fantastisk at have øjnene klistret til side efter side og sluge ord efter ord råt, samtidig med at selve kategorien for det, du læser, slet ikke er så fast.

I Pullitzer Prize-vinderen Richard Russo’s ”Sandsynligvis” leverer han et mesterværk, der for mig hører til i den kategori. For mens bogen tager os frem og tilbage mellem tiden for Vietnamkrigen og 10’erne, og tapetserer det ene smukke tidsbillede på min nethinde efter det næste, så er der på én eller anden forunderlig måde stadig tale om en regulær ’Whodunnit’-bog.

Lad mig forklare. Tre unge mænd, der mødte hinanden tilbage på Minerva University i 60’erne, mødes nu igen til en reunion i Martha’s Vineyard. Dengang var de alle forelskede i den samme pige, Jacy, men ingen af dem lykkedes at løbe af med hende. Mens livet gik sin gang, forsvandt Jacy nemlig og blev aldrig fundet igen. Og mens de tre mænds liv nu folder sig ud, begynder en fornyet undren over deres livs store kærligheds skæbne igen at spøge.

Denne bog er så godt skrevet, at den efterlader mig med så mange små indre filmklip og så mange geniale dialoger for mit indre øre, at jeg ville kunne sammensætte en hel film af det. Samtidig er den tilbageholdende i sine holdninger i den forstand, at det ikke er alle fra den ene eller den anden side af et givet spektrum, der er tossede eller geniale. Det gælder både i det politiske spektrum, det økonomiske, det intellektuelle og så videre. Og det er dejligt. For det er sådan, verden er. Du er ikke idiot, fordi du er Demokrat eller Republikaner. Du er ikke idiot, fordi du er rig eller fattig. Du er ikke idiot, fordi du er intelligent eller underbemidlet. Derfor er hele den verden, Russo har bygget sin historie op i meget mere troværdig end langt de fleste af nutidens scenarier og baggrundstæpper for historier og fortællinger. Den er menneskelig. Den er ægte. Og den minder os om en tid, hvor folk kunne tale med hinanden.

Jeg føler mig så eminent godt tilpas, når jeg læser en bog af denne kaliber. Ikke alene er jeg blevet guddommeligt underholdt. Jeg er blevet sprogligt stimuleret; intellektuelt masseret, historisk poleret – og jeg føler ikke, jeg har spildt et sekund af den tid, jeg brugte på – ofte – at genlæse flere af de bedst formulerede øjeblikke i bogen.

Jeg anbefaler tit bøger i mine anmeldelser. Det er en del af denne herlige tjans. Men skal jeg bede dig om at læse blot en enkelt roman i år, så er dette et yderst godt bud.

Richard Russo: ”Sandsynligvis”, Forlaget Klim, 373 sider, oversat af Ninna Brenøe, udkom oktober 2020.