Joan Lindsay: Udflugt til Hanging Rock
Lige siden jeg for mange, mange år siden så Peter Weir’s film ”Picnic at Hanging Rock” fra 1975, har jeg været fascineret af den historie. Peter Weir lavede sin film på baggrund af en bog af samme titel fra 1967 af Joan Lindsay. Jeg havde aldrig læst bogen men var bekendt med den mytedannelse og de mange spekulationer, der eksisterede på baggrund af den skræmmende historie.
Nu er bogen så endelig kommet på dansk. Og historien er stadig fascinerende – ikke mindst på grund af den måde, den lægger op til spekulationer, mystik og fortolkninger samt den måde, hvorpå den kan få læserne til at sidde og lede efter spor til forklaringen.
Helt kort foregår handlingen i år 1900. En gruppe på tyve piger fra pigeskolen Appleyard College tager på Valentinsdag sammen med to guvernanter på en årlig udflugt til den attraktive klippeformation Hanging Rock. Vi følger gruppen af piger, der med entusiasme bevæger sig op i klipperne. Men entusiasmen bliver afløst af forundring og skræk, da flere af dem ikke vender tilbage.
Joan Lindsay har skrevet et brag af en fortælling. ”Udflugt til Hanging Rock er stadig i dag beskrevet som én af de bedste australske bøger nogensinde. Og holder vi os til genren, vil jeg tilslutte mig den hyldest.
En lille særlig luns lækkerhed over denne udgivelse er, at den blev anset for at beskrive virkelige hændelser, da den udkom i 1967. Faktum er i hvert fald, at det var en fortælling, der fik folk til at tale. Og ikke mange bøger har været center for så mange bogklubber i Australien som denne.
”Udflugt til Hanging Rock” er god underholdning, og så er den lidt skræmmende. Dialogen er god og levende, og så er beskrivelserne fabelagtige. Jeg vil anbefale den til dig, der godt kan lide at undres og at blive betaget.
Joan Lindsay: ”Udflugt til Hanging Rock”, Forlaget Feldtfos, 236 sider, udkom september 2019.