// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bendt Bendtsen: Fra bondedreng til vicestatsminister
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Politisk biografi

Bendt Bendtsen: Fra bondedreng til vicestatsminister

Skrevet af den 19. juli 2019 – 06:45Ingen kommentarer

Den tidligere konservative formand, erhvervsminister og vicestatsminister i Foghs VK-regeringer Bendt Bendtsen har skrevet sine erindringer. Det er sket i anledning af at han stopper sin politiske karriere efter at have siddet i Odense Byråd, Folketinget og Europa-Parlamentet i tilsammen 30 år.

Bendt Bendtsen var ikke nogen karismatisk ”billetsælger”, men en driftsikker maskine, der ikke gjorde noget stort væsen af sig. Og bogen er lidt det samme. Ikke et stort litterært værk. Ikke de store politiske afsløringer eller analyser. Men en driftsikker og ”nede på jorden” beskrivelse af hvordan en almindelig dreng fra landet godt kan drive det til noget rigtig stort. Og det fungerer rigtig godt. Alt andet havde også været underligt og utroværdigt; at Bendt Bendtsen pludselig sprang ud som en stor politisk tænker.

Bendt Bendtsen fik som konservativ formand sit parti på ret køl efter adskillige tumultariske år, hvilket han underspillet og beskedent da også får nævnt. Noget han godt kunne have gjort mere ud af at fremhæve. Og så langer han hårdt ud efter den tidligere formand Hans Engell, der i Bendtsens øjne var ophavsmand til megen af den konservative ballade i slutningen af 1990’erne. Til gengæld afholder han sig fra at komme med andet end antydninger af sine holdninger til sine afløsere som K-formand. Det kunne ellers have været interessant og sikkert også konfliktskabende. Men i bedste Bendtsen-ånd, så får vi ikke dette. Ligesom vi heller ikke får referater af interne diskussioner mellem Bendtsen og Fogh eller Bendtsens udlægning af centrale begivenheder i VK-regeringerne. Meget forventeligt, men også en smule kedeligt, at Bendt Bendtsen så mange år efter ikke lukker lidt mere op for posen.

Bendt Bendtsens barndom, opvækst, uddannelse og første år på arbejdsmarkedet som politimand fylder naturligvis meget i bogen – men ikke for meget. Det er lige tilpas. For ”Bendt Betjent” – som Politikens satirespalte ”At Tænke Sig” kaldte ham – er ikke bare fuldtidspolitiker. Han var også politimand. Og det fylder naturligvis og skal naturligvis med i den samlede fortælling.

Derimod er det overraskende så lidt de 10 år i Europa-Parlamentet fylder. Her sad han trods alt længere tid end han var minister. Men det har måske ikke været nær så spændende. Men han får dog lige fyret den obligatoriske svada af fra danske europa-parlamentarikere til de danske medier, om hvor dårlige de er til at dække det spændende arbejde i parlamentet. Måske parlamentarikerne engang i mellem skulle kigge indad og spørge sig selv hvor gode de er til at formidle historierne om deres arbejde.

Bogen er ikke ”fortalt til” eller skrevet af en journalist, men af Bendt Bendtsen selv. Det kan man blandt andet se ved gentagne kluntede formuleringer, som en mere professionel skribent ikke ville have lavet – og som en ordentlig redaktør burde have fanget. Så mange kluntede formuleringer at det til sidst bliver forstyrrende.

”Fra bondedreng til vicestatsminister” placerer sig lige midt i mellem de politiske biografier, som man bare skal læse, og de, som man kun behøver at læse hvis man falder over dem. For på den ene side er Bendt Bendtsen ikke en af vor tids største politikere. Hans tid er desuden forbi nu og så sindsoprivende var det heller ikke. På den anden side så var han en central politiker i 00’erne og en mand med ganske okay spændende livshistorie. Fra bondedreng til vicestatsminister. Ikke hver dag nogen tager den rejse. Så den bør kunne klemmes ind.

Bendt Bendtsen: Fra bondedreng til vicestatsminister. Mellemgaard, 2019. 379 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.