// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Bruun og Thomas Bjerg: Anklageren
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Morten Bruun og Thomas Bjerg: Anklageren

Skrevet af den 30. december 2018 – 11:44Ingen kommentarer

Et heltekvad. Det er hvad journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg har skrevet om den nu pensionerede anklager Anne Birgitte Stürup. Et spændende heltekvad. Bevares. Men også et helt igennem ukritisk heltekvad. Men nu skal man jo heller ikke være kritisk bare for at være kritisk.

Vi får selvfølgelig lidt om hendes opvækst og hendes familie bliver også nævnt sporadisk. Men ”Anklageren” er først og fremmest fortællingen om Stürups mere end 40 år lange karriere som offentlig anklager. Og om hvordan hun har fået en særlig interesse for mord-, volds- og voldtægtssager. Om hvad det er der driver hende og hvorfor hun finder en særlig interesse i sager om overgreb mod børn og kvinder.

Hvis man interesserer sig for kriminalsager og har læst de mange journalistiske bøger, der er skrevet om enkeltsager og måske også har læst nogle af de bøger, som pensionerede politimænd har skrevet, så ligger ”Anklageren” lige til højrebenet. Det er retssagerne set fra en synsvinkel, som vi sjældent hører om. Den offentlige anklager, der på vegne af hele samfundet stiller de ansvarlige for en forbrydelse til ansvar.

Og det er en interessant synsvinkel. Det gør bogen værd at læse og man får et godt indtryk af de ”kneb”, som en anklager bruger og hvordan man får brikkerne til at falde på plads i eksempelvis en sag med meget få konkrete beviser.

Vi kommer omkring en lang række kendte og mindre kendt kriminalsager fra de senere årtier og en række forskellige typer af kriminalitet. Stürup forklarer pædagogisk hvordan hun greb den enkelte sag an, hvad der lå af bevismateriale, hvor de svage punkter var og hvordan det hele endte. Uhyre spændende læsning. Virkelig værd at ofre et par timer på.

Morten Bruun og Thomas Bjerg: Anklageren. Bogkompagniet, 2010. 226 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.