// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Fupz Aakeson: Bådens navn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Skrevet af den 22. april 2018 – 07:32Én kommentar

“Han ved alt om hvordan jeg har det med både, men han kigger alligevel. Han abonnerer på to bådmagasiner, han har været på nettet, han har ringet nu og forhørt sig, det kalder han det, han siger: “Jeg har forhørt mig på den, og han er til at tale med.” Jeg siger nå.”

Jeg kan se det for mig. Jeg har haft den samme samtale med min mand, dengang han drømte om en gammel Porsche. Og købte den!

Mogens drømmer om at få en båd. Susse, fængselspræst og gift med Mogens og tæt på 60 år, er mindre begejstret for ideen. På trods af hendes modvilje køber han en sejlbåd. Det skulle han nok ikke have gjort. Jeg håber ikke, at det ender lige så fatalt med min mand og hans Porsche!

“Vi har sex om morgenen, det er ham der vil, jeg når ikke rigtig nogen steder hen før han ruller af mig uden at gøre mere ved det.Vi spiser morgenmad, vi læser avisen, det er lørdag, og han vil selvfølgelig ud igen.”

Man fornemmer, at parforholdet deres alder taget i betragtning og de mange år de har været sammen, måske nok er rimeligt normalt, men man fornemmer også fortælleren Susses utilfredshed med hverdagens og forholdets tilstand. Man fornemmer som læser at noget må ske, at der må komme et vendepunkt.

Bum – det vendepunkt kommer naturligvis. Jeg havde ikke lige forestillet mig, hvordan det vendepunkt så ud, og det afslører jeg heller ikke her, men det er overraskende og foruroligende. Og derfra går det ned af bakke for Susse, der stille og roligt mister kontrollen ned i alkoholens tillokkende døs.

Bådens navn får mine varmeste anbefalinger! Det er interessant at være inde i hovedet på Susse, Fupz overrasker sin læser undervejs og det er vildt godt skrevet. Sproget flyder, man læser hurtigt en side mere. Det er både spændende at høre om Susses forhold til sin mand, sin datter og det er særskilt underholdende at høre om hendes samtaler med de indsatte i fængslet. Det er også sjovt og komisk – de alvorlige emner til trods.

Kim Fupz Aakeson er født i 1958 og især kendt for de elskede børnebøger om Vitello. Han har skrevet mange børnebøger, også en del skæve. Derudover har han skrevet romaner til voksne samt filmmanuskripter, fx til DR- serien Bankerot, som stak helt af og som jeg var vildt begejstret for. Han har skrevet over 70 bøger til børn og voksne. Bliv endelig ved Fupz!

Kim Fupz Aakeson, Bådens navn, Gyldendal, 248 sider, Marts 2018.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.