// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Ulslev Johannesen: De danske tigre
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krige, Samfund

Lars Ulslev Johannesen: De danske tigre

Skrevet af den 16. april 2015 – 14:34Ingen kommentarer

Øjenvidneberetninger om nyere danske militærslag er ikke det, som hylderne på biblioteker og i boghandler flyder over. Primært fordi der ikke har været så mange af dem. Nogle har der dog været og et af de mest voldsomme var, da danske soldater i 2006 kom i clinch med Taliban, da danskerne forsøgte at komme ind i byen Musa Qala i Afghanistan og afløse en britisk deling, der havde været mere eller mindre fanget i byen i 40 dage.

Lars Ulslev Johannesen var eskadronchef for 1. Lette Opklaringseskadron, som fik opgaven med at afløse briterne. I ”De danske tigre” fortæller Lars Ulslev Johannesen selv om sine oplevelser og overvejelser undervejs. Først da danskerne kæmper sig vej ind til briterne, og efterfølgende da Taliban belejrer danskerne i Musa Qala i næsten to måneder. Et sammenstød, der ifølge forfatteren, er første gang danske soldater er i egentlig krig siden 1864. Men sagde man ikke også det om Operation Bøllebank?

Der er smæk på drengen og Lars Ulslev Johannesen har med hjælp fra journalist Søren Flott begået en medrivende og til tider nervepirrende fortælling fra det virkelige liv som dansk soldat i forreste linje. Er man ikke selv soldat og soldater-fanatiker, så har den dog visse steder en tendens til at blive lige lovlig detaljeret og langtrukken. Vi behøver ikke hver gang at vide præcis hvem Ulslev Johannesen giver en ordre til og hvad ordren er.

”De danske tigre” er en fin måde at få konkretiseret de danske soldaters indsats i Afghanistan. I den løbende daglige mediedækning i Danmark kan det være svært at følge med i hvad vores udsendte mænd og kvinder beskæftiger sig med og bliver kastet ud i langt fra vores breddegrader. Derfor er en bog som denne nødvendig. Når den samtidig er godt skrevet og spændende, så hjælper det på det.

Lars Ulslev Johannesen: De danske tigre. Gyldendal, 2009. 283 sider.