// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Michael Hornung: Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Design og mode

Peter Michael Hornung: Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle

Skrevet af den 3. december 2014 – 07:45Ingen kommentarer

Der er en skøn sammensætning af kunst, man må grine af og historie, der er til at forstå, i kunsthistoriker Peter Michael Hornungs bog om kunst for børn i alle aldre.

Kodeordene i P. M. Hornungs værk Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle er ikke kompliceret eller alvorlig, men overskuelig og tilgængelig, og den er en lille humørbombe i en verden, der ellers tager sig selv meget seriøst. Bogen er meget underholdende illustreret fra P. M. Hornungs egen hånd. En lille rund og behagelig mand er den røde tråd i bogen. Med ham som guide anskueliggøres de forskellige ismer og skoler op gennem tiden.

Selvom der ikke decideret er tale om en dansk kunsthistorie, så kan det til alle tider mærkes, at bogens forfatter har kærlighed til og et ønske om at fremhæve den danske kunst og den danske kunstverden. Med små bemærkninger, henvisninger og eksempler henvises der igen og igen til de danske forhold. Kender du for eksempel Poul Gernes, og hvad har han og hans kunst med Herlev Hospital at gøre? Vidste du, at:”(E)n af de fornemste samlinger i verden af Henri Matisses kunst findes på Statens Museum for Kunst i København”? Det er sådanne informationer, som gør bogen nærværende og interessant at læse og mulig at bruge på flere forskellige måder.

Bogen gennemgår kunsthistorien fra forhistorisk kunst og helt op til i dag. I den sidste del af bogen forklares der både ud fra udvalgte kunstnere, ismer, temaer, teknikker og skoler/sammenslutninger. Det kan virke lidt forvirrende, men det er bestemt heller ikke en let sag at ordne nyere kunst kronologisk.

Grunden til, at nogle kunstnere er fremhævet frem for andre, giver naturligvis sig selv, men ikke alle. Jeg synes desuden, der mangler at der er kunstarter man kunne have gjort mere ud af, for eksempel bliver performancekunst, installationskunst og videokunst behandlet meget overfladisk. Et andet eksempel er, at selve kunstinstitutionens rolle ikke er diskuteret noget videre, mens publikummets forhold til kunstneren får tildelt plads.

Hovedet på sømmet, så er den store kunst i en stram, enkel og konkret bog som denne, at man ikke kan eller skal inddrage alt. Til gengæld ligger den korte koncentrerede tekst op til, at man selv kan tale videre med sin medlæser om emnet og opsøge og undersøge kunstværkerne i ”live”-versionerne ude i den virkelige verden. Det er også derfor, at man kan se bort fra, at der faktisk ikke er et eneste kunstværk i bogen… kun illustrationer af dem. Så op af stolen og kom ud og mød kunsten! Med denne bog som udgangspunkt har du base for at komme rigtig godt i gang.

Peter Michael Hornung, Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle, 2014, 168 sider, Strandberg Publishing.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.