Rachel Søgaard, Stine Hoelgaard Johansen, Karen Marie Dehn: Home made
Det er et hit at gøre tingene selv. De gamle håndarbejdsdyder har været igennem den kreative vridemaskine og det er virkelig inspirerende at se, hvad der kan laves med udgangspunkt i at sy, hækle og strikke.
Et trekløver af de mest kreative damer har sammensat en virkelig fin bog med spændende opskrifter og designs til dig selv, dine børn eller dit hjem. Her finder du nye ideer og mange variationer over gamle klassikere indenfor håndarbejde; puder, sjaler, trøjer, luffer, veste, finurlige småting og meget mere. Det skal være overskueligt at komme i gang og i selve den kreative proces affødes ofte nye ideer til andre projekter.
Home made er bygget op i afsnit med idéer til entreen, stuen, børneværelset og soveværelset. Opskrifterne er godt beskrevet og grafikken og de lækre fotos er virkelig prikken over i’et, der appellerer til mit kreative gen.
At finde tid til det kreative kan være en udfordring i en travl hverdag, men det er måske også netop ved at have gang i en række projekter at man finder ro og tid til sig selv. Det giver god energi at producere noget og at have hænderne i lækre materialer.
De tre skønne håndarbejdsnørder, der står bag bogen, kan du også finde mere om på deres blogs, der alle handler om kreative projekter i hverdagen.
Rachel Søgaard har eget firma med strikdesign, Stine Hoelgaard Johansen har tidligere udgivet opskriftsbøger og designer strikke- og hækleopskifter og Karen Marie Dehn underviser, designer og arbejder på flere danske magasiner.
Rachel Søgaard, Stine Hoelgaard Johansen, Karen Marie Dehn, Home made, Politikens forlag, 2011