Turisterne valfarter til øen, både til den lokale campingplads i Stenvik, men også til det store luksuøse ferieresort Ölandic resort, som familien Kloss ejer og driver. De er tre søskende: to brødre og en søster, hvor det er Kent og Veronica, der er hovedkræfterne. Den sidste bror er mere sky og bor ikke på øen til dagligt. Men han er kommet nu for at arbejde på resortet sammen med sine sønner Mats og Jonas. Jonas er 12 år og skal både holde ferie og arbejde.

Sangerinden Lisa er også på resortet for at arbejde. Hun er hyret til at underholde på resortet som DJ om aftenen, så alt er klart til en god sommer. Her bliver hun sit alias Lady Summertime, der ikke kun spiller plader, men også har andre ting kørende i ly af mørket.

Selv om Jonas’ farbror Kent siger, at 12 år er den bedste alder, så er der skår i ferieglæden for Jonas, for han bliver holdt udenfor af sine fætre og storebror. Da de en aften tager i biografen, sejler han ud i sin jolle. Der møder han et større skib, som er ved at synke og det viser sig at være fyldt med døde mænd.

Jonas bliver skrækslagen og søger trøst hos Gerlof, som er den eneste voksne som rigtigt ser ham, passer på ham og hører ham. Og høre det kan Gerlof, for han har fået høreapparater, og nu hører han både fugle men også samtaler, som ikke er for hans ører

Sideløbende med handlingen i nutiden, inviteres vi til det store udland i 1930’erne, hvor Sven med sin stedsøn Aron emigrerer for at få et nyt og bedre liv end det, som Øland kunne byde på. Det er hårdt i det nye land. Hårdt arbejde, dårlig mad og kummerlige forhold. Men begge tror på et bedre liv her, og kæmper for det. Dog er alt bestemt ikke som det skal være, og følelsen af had og hævn vokser.

Fortid og nutid griber ind i hinanden og handlinger, som ikke kom frem i dagens lys for mange år siden, påvirker nutiden. Noget uforløst der involverer Kloss familien ulmer og truer med en eksplosion.

Med vanlig refleksionsevne undersøger Gerlof omstændighederne bag skibet med de døde sømænd, som er forsvundet, en forsvundet vagt, mord og meget andet. Samtidigt indvies vi i de barske forhold, der gjorde sig gældende for svenske emigranter i udlandet.

Gravgæst er meget spændende, og jeg slugte den. Jeg har kunne lide alle bøgerne i Theorins Ølandskvartet og været godt underholdt, men denne var den mest spændende. Den udkom for første gang i 2013 og er genudgivet i 2020. Vi har tidligere anmeldt de tre andre på bloggen: Skumringstimen, Natstorm og Blodlag.

Johan Theorin, Gravgæst, forlaget Modtryk, oversat af Dorthe Nors, 488 sider, januar 2020.

Der er ikke helt så fredeligt, som der plejer at være i Gerlofs område, for der er bygget nye store prangende huse. I det ene er parret Max og Vendela flyttet ind. Max er forfatter, eller det vil sige, han har nogle idéer og det er faktisk Vendela, der får dem til at blive til rigtig tekst. Der er noget, der ikke rigtigt fungerer i deres liv, og Vendela søger tilflugt ude i det store naturområde Alvaret, hvor hun finder trøst ved en stor elversten. For Vendela tror på, at der findes elvere og på at den store sten er en ønskesten. Hun skriver i hemmelighed på sin egen bog om elvere, som Max ikke kender noget til. Vendela har også andre hemmeligheder, der går tilbage til hendes barndom.

I et af de andre huse, et lille og gammelt et, er Per flyttet ind med sine to børn Jesper og Nilla. Det er dog ikke meget tid Nilla bruger i huset, for hun er syg og indlagt det meste af tiden. Ud over bekymringen for sin datter, har Per også sin far Jerry at bekymre sig om. De har ikke haft megen kontakt i mange år, da Per ikke kunne forlige sig med sin far og hans arbejde som porno-filmmand. Men nu er Jerry syg og ringer efter Per. Per bliver vidne til en mordbrand i sin fars gamle hus, hans far bliver reddet og flytter ind sammen med Per og Jesper i det lille hus. Per har hænderne fulde med sin far og Nilla – og med at finde ud af, hvem der stod bag branden.

Der er meget, der lurer under overfladen og gør livet i Gerlofs lille paradis usikkert og uhyggeligt. Måske skyldes noget af det, at de nye huse ligger for tæt på skrænten og det lag der ligger der, som kaldes blodlaget? Mange ting er ikke, hvad de giver sig ud for at være. Både Per og Vendela må grave dybt i deres fortid for at få svar. Gerlof er som altid med og bidrager med sine reflektioner, som er med til at finde svar på endnu et mysterium.

Jeg var igen rigtigt godt underholdt af Theorin og hans univers på Øland, det gælder både persongalleri, naturen og krimiplottet – selv om jeg ikke finder alle dele af Pers handlinger lige overbevisende. Jeg er stadig stor fan er Theorin og glæder mig til den sidste bog i Ølandskvartetteten. Han kan noget med ord og beskrivelser, der er rigtigt godt. Blodlag udkom første gang i 2010.

Vi har tidligere anmeldt de to første bøger: Skumringstimen og Natstorm. Bøgerne kan læse uafhængigt af hinanden, men vil du følge Gerlofs udvikling, så start med Skumringstimen.

Johan Theorin, Bloglag, forlaget Modtryk, oversat af Dorthe Nors, 418 sider, januar 2020.

I bogen Skumringstimen bliver vi ført tilbage til 1972, hvor Gerlof skal passe sit barnebarn Jens, fordi hans datter Julia skal til fastlandet. Mens Gerlofs kone Ella sover, tænker han, at han sagtens kan gå ned til sit bådehus. Men da han kommer tilbage er 5-årige Jens forsvundet – og han bliver trods ihærdig eftersøgning ikke fundet. Hans datter Julia tilgiver aldrig Gerlof, at han gik fra Jens og har gennem de næste mange år næsten ingen kontakt til sin far. Selv da hendes mor dør, holder hun sig fra Gerlof.

Gerlof er selvfølgelig aldrig stoppet med at tænke på Jens og på hvad der mon var sket dengang. De fleste tror, at drengen gik ned til havet og druknede. Men Gerlof tror, at han var gået ud på Alvaret, som er et kæmpemæssigt naturområde. Den dag han forsvandt, var det meget tåget, og derfor var det nemt at gå vild. Eller måske mødte Jens en derude?

Gerlof er nu, over tyve senere, flyttet på plejehjem, hvor han bl.a. får tiden til at gå med at tale med sin gamle ven stenhuggeren Ernest, som også er interesseret i mysteriet om Jens. En dag modtager Gerlof en lille barnesandal med posten, som han er overbevist om er Jens’. Han får overtalt Julia til at komme ud på øen, så de sammen kan finde ud af, hvad der skete dengang. Julia er ikke meget for det. Hun er ødelagt af sorg og kommer igennem dagene ved at drikke og spise piller. Hun er sygemeldt fra sit job som sygeplejerske. Men det nye spor i sagen, får hende alligevel til at tage af sted, og hun får kontakt med den lokale politimand Lennart, som også var med til at lede efter Jens dengang han forsvandt.

>Mistanken har for nogles side været til Niels Kant som boede på egnen for mange år siden, og som var en rigtig ond mand. Han har flere mord på samvittigheden og forsvandt sporløst i 1940’erne efter at have dræbt en politimand. Hans mor Vera blev boende på egnen og rygtet siger, at Niels Kant kom tilbage og skjulte sig i hendes store hus. Der går mange historier om Niels Kant og at han ikke er død, selv om han efter sigende ligger begravet på den gamle kirkegård.

Fortiden griber ind i fremtiden og en dag finder Julia Ernest død i det gamle stenbrud. Gerlof har sine egne formodninger om, hvad der er sket, både i fortiden og i nutiden, og brik for brik lægger han puslespillet til det samlede billede træder frem.

Johan Theorin skriver rigtigt godt og har sin helt egen stil, som favner en rolig sproglig rytme fyldt med naturbeskrivelser, en stemning af uhygge krydret med gamle Ølands historier og en god krimihistorie. Jeg var rigtigt godt underholdt og kaster mig fluks over den næste krimi i Ølandskvartetten. Skumringstimen udkom første gang i 20017, og er genudgivet i 2020.

Jacob Theorin, Skumringstimen, Forlaget Modtryk, oversat af Karin Bang, januar 2020

Joakim og Katrine Westin har købt den gamle fyrmestergård og de to tilhørende fyrtårne på Øland, og er gået i gang med det kæmpe arbejde at renovere gården. Ideen er, at de måske på længere sigt vil lave et Bed & Breakfast der. Katrine er flyttet derud med børnene to måneder før Joakim og startet renoveringen op, mens Joakim fik afviklet de sidste ting i Stockholm.

De to har i flere år købt gamle huse, som de har renoveret og solgt videre, og fyrmestergården er det største køb, de har gjort og skal også være det sted, de vil blive boende. De glæder sig til livet her sammen, og dog, for der er noget, som ikke er, som det skal være. Man fornemmer nogle ridser i deres forhold. Noget usagt.

Samtidigt går der onde historier om den kæmpestore gård, som de har købt, for da den blev bygget i midten af 1800-tallet, var det af vraggods fra et skib, der gik ned, og det siges at man kan høre de døde sømænds stemmer i træet. Det siges også, at de døde går igen juleaften.

Katrine har som barn boet på Øland med sin mor og fra den tid har hendes mor skrevet dagbog om nogle af de mennesker, der har boet på gården og også døde der. Katrine finder også noget i deres lade, der vidner om, at gården har favnet mange mennesker og deres liv og død. De historier og tragedier får vi som læser indblik i som sidespring til hovedhistorien.

Mens renovationsarbejdet skrider frem, bliver vi klogere på Joakims og Katrines liv, deres fortid og de minder derfra, som skygger for fremtiden. De sværmer begge om de to fyrtårne, som indeholder hemmeligheder. De har ikke lyst i mange år, men en aften lyser det ene, og historien siger, at det kun lyser, når nogen skal dø. Og en dag sker endnu en tragedie på fyrmestergården og ingenting bliver nogensinde det samme igen.

Gerlof er som altid i Theorins ølandskvartet på banen og denne gang får han hjælp af sin niece Tilda, som er blevet ansat inden for det lokale politi. I horisonten lurer en natstorm, som er en voldsom snestorm, og den har tidligere ødelagt meget for mange.

Årsagerne til at jeg kan lide Theorins Ølandskvartet er den blanding af Gerlofs gedigne tænken og de historiske elementer på øen inden for rammen er det lidt mystiske, som viser sig at bunde i menneskelige aspekter. Det fungerer rigtigt godt og jeg var igen godt underholdt.

Johan Theorins Ølandskvartet kan læses uafhængigt af hinanden, men der er en vis tidsmæssig linje i dem, som centrerer sig om Gerlof, der har boet på øen hel sit liv. Vi har tidligere anmeldt Skumringstimen, som også er en del af Ølandskvartetten. Natstorm udkom første gang i 2008, og er genudgivet i 2020.

Johan Theorin, Natstorm, forlaget Modtryk, oversat af Dorthe Nors, 398 sider, januar 2020

I denne krimi kredser Griffiths om temaet børn og voksne samt deres relationer. Ruth har på en udgravning fundet knoglerne af en kvinde, der for ca. 150 år siden var kendt som Moder Krog, døbt Jemima Green. Hun tog sig af børn, der ikke havde andre eller som i en kortere periode ikke kunne bo hos deres forældre. Men måske var hun ikke sådan en god kvinde, for hun bliver beskyldt for barnemord og hængt for det i 1867. Der florerede viser om hende, som beskriver hende som en grusom kvinde. Så det er et spændende fund Ruth gør, så spændende at en tv-station fatter interesse for det og vil lave en tv-udsendelse om Moder Krog med optagelser af Ruth, som den dygtige arkæolog.

Optagelserne involverer også Frank, en amerikaner, der er vært på programmet og som viser sig at være en dygtig historiker. Ruths fordomme mod ham som sensationspræget, bliver gjort til skamme.

Det er ikke kun i fortiden, at der er forbrydelser mod børn, for Nelson bliver involveret i en sag, hvor en familie på tragisk vis mister deres tredje søn. Forældrene er skilt, og manden har fundet en anden kvinde. Han efterlod sin kone med den spæde søn, og nu sønnen død. Men han fatter mistanke om, at alt ikke taler for vuggedød eller lignende, men at der kan være tale om en modbydelig forbrydelse måske begået af moren.

Samtidigt forsvinder en lille pige, Poppy, og Nelson sætter sammen med sine folk alt ind på at finde hende. Her indtager hans kollega Judy en central rolle, som efterforsker i sagen. Hun har selv en lille søn, Michael, og hun kan levende sætte sig ind i det mareridt Poppys forældre oplever. Men en dag bliver det mere end en forestilling, for Judys søn er hentet hos dagplejeren af en fremmed kvinde, der har haft et falsk brev med fra Judy. Nelson arbejder i døgndrift for at finde Michael og Cathbad og Ruth gør deres for at hjælpe til. Tiden er en ubarmhjertig fjende, hvor hvert minut, der går, minimerer chancen for at finde Michael i live.

Hvem er det, der bortfører små børn, hvem er børnepasseren, der skriver sedler og er der tale om vuggedød eller mord i det lille hjem, der har mistet tre børn? Det er et spændende plot og som altid er rammerne skønne med masser af naturbeskrivelser og en humoristisk tilgang til antiheltinden Ruth. De udstødte er sjette bog i serien og jeg er stadig helt vild med Griffiths univers og glæder mig til næste bog. De kan læses uafhængigt af hinanden, men nup dem i rækkefølge, så du får Ruths udvikling med.

Vi har tidligere anmeldt de fem andre på bloggen: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen, Døden på museet og Det tavse vidne.

Elly Griffiths, De udstødte, Gads Forlag, oversat af Lærke Pade, 350 sider, marts 2020

Pædagogerne forsøger at gøre hverdagen så almindelig for børnene som muligt. Når de bliver hentet, kan det være af plejefamilier eller familiemedlemmer, hvor de bor. Nogle af nærmest bor i børnehaven og sover der. Det betyder, at det er nødvendigt med døgnbemanding, som om aftenen inkluderer aftensmad, tandbørstning og læsning af godnathistorie.

Jan, er pædagog og får arbejde i børnehaven. Han er til samtale på Sankt Patricia hos lægen Högsmed, hvor han bliver sat grundigt ind i de noget usædvanlige forhold og de mange regler, der følger med jobbet. En af dem er aldrig at udspørge børnene om deres opvækst og deres besøg på Sankt Psyko.

Jan flytter til byen, hvor han lejer en lejlighed. Han starter i institutionen, hvor han sammen med lederen Marie-Louise, og de tre andre ansatte, Lilian, Hanna og Andreas skal passe børnene og sørge for en så normal hverdag for dem, som muligt.

Jan er nysgerrig og vil gerne vide mere om de mennesker, der sidder spærret inde – og de forbrydelser de har begået. Han kender til en af dem fra medierne, Rössel, som har myrdet teenagere. Han fantaserer om, hvorvidt en af børnene har ham som far.

Da han får nattevagter, begynder at undersøge gangen under børnehaven, der fører til Sankt Patricia, og der opdager han et hemmeligt rum. Han bevæger sig mere og mere rundt og opdager mange hemmelige ting, både om Sankt Patricia og sine kollegaer. I selve børnehaven opdager han fire håndskrevne børnebøger med tegninger, som fascinerer ham. Hvor kommer de fra og hvad skal de fortælle?

Sideløbende med dette bliver vi som læser ført tilbage til Jans fortid og hans kærlighed til sit idol; musikeren Rami. Hun forsvandt pludseligt efter sit første album og har ikke ladet høre fra sig siden – og Jan har ikke kunne opspore hende. Men han er aldrig holdt op med at lede.

Det er gysende spændende læsning, virkelig. Johan Theorin forstår i den grad at holde læseren fanget i et uhyggeligt plot hvor sammenhængene bliver udrullet side for side med den ene overraskelse efter den anden. Theorin har tidligere udgivet sin Ølandskvartet, som alle fire er genudgivet sammen med denne nye spændingsroman.

Johan Theorin, Sankt Psyko, forlaget Modtryk, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, 403 sider, januar 2020

Politiassistent Lars Winkler har næsten anerkendt sit misbrug, og søger hjælp godt hjulpet på vej af sin store kærlighed Sanne. Men han erkender hurtigt, at der skal arbejde til, før han kan få tankerne væk fra sit misbrug. Så da en maltrakteret ko bliver fundet død på Gilleleje strand, springer han ud i sagen. Det viser sig hurtigt, at koen er en del af en større smuglersag. Det handler om et  LSD-lignende stof, der hærger i det Københavnske natteliv.

Samtidigt bliver flere bydele udsat for indbrud, og det uhyggelige er, at tyvene kommer ind i husene via førstesalen. Det mystiske er, at der har været indbrud i alle husene på den samme vej, men ejerne i det ene hus melder det ikke.

Det er politiassistenten Nanna, der sammen med to kollegaer, efterforsker nogle af indbruddene. Hun bevæger sig selv på den forkerte side, da hun supplerer sin løn med forskellige tyvekoster. En dag kommer hun dog på tværs af nogle meget ubehagelige personer, da hun stjæler en statue. Det er de helt forkerte mennesker, hun er kommet på tværs af, og snart er hun truet på liv og helbred.

Nanna skal både forsøge at hjælpe sin voksne søn, som snart skal giftes, holde sig under radaren af dem, der vil have statuen tilbage og undgå at blive opdaget af andre kollegaer. Hun har meget på sin tallerken.

Det har Lars Winkler også. Han kæmper mod sit misbrug, forsøger at passe sit arbejde, og skal samtidigt have sine forskellige nære relationer til at fungere. Det kommer jeg ikke nærmere ind på her, for har du ikke læst noget i serien før skal jeg ikke røbe for meget. Han kommer på sporet af Nanna og et dobbeltdrab og snart viser der sig et meget broget billede af, hvad det egentligt er, der foregår.

Det er spændende, og jeg var supergodt underholdt. Melander skriver altså gode krimier med interessante og autentiske karakterer, selv om jeg dog ikke er helt overbevist om nogle af de valg, som Nanna tager undervejs.

Du kan springe ind her i den syvende bog om Lars Winkler eller tage dem fra en ende af, så du får alt det med hans privatliv i den rigtige rækkefølge. Lige meget hvad, så kan du glæde dig til en rigtig god krimiforfatter med masser af musiske referencer. Jeg glæder mig allerede til den næste.

Vi har tidligere anmeldt De berusedes vej, De døde og de ufødte, Fjenden iblandt os og Forbandet blod her på bloggen. Den sidste er første bog i en ny serie.

Jacob Melander, Ind i den hvide nat, forlaget People’s Press, 541 sider, januar 2020

Det hele starter med, at han skal hjælpe Rupert Hansson, hans svigerfars ven, med at finde ejeren af en gammel lade. Det viser sig, at der inde i laden står en gammel og lidt sjælden bil. Men det er ikke det, der fanger Wistings opmærksomhed. Det er de skudhuller, som han finder i bilen sammen med et gammelt brev, som han vil aflevere til den rette modtager.

Da han ikke er efterforsker må han bruge sin fritid på at forsøge at finde ud af, hvad bilen gemmer på af gamle hemmeligheder. Det er ikke altid populært hos Ingrid, hans kone, da julen er lige om hjørnet og hun har hænderne fulde med de to små tvillinger.

Svaret på skudhullerne skal findes langt tilbage i tiden, nemlig i 1925. Wisting begynder langsomt, men sikkert at stykke puslespillet sammen, som viser sig både at involvere en forsvunden pengetransport, mord og en velbevaret hemmelighed, som har været skjult indtil nu. Men med Wistings graven i sagen er det slut med hemmelighederne.

Det er sjældent, at jeg får en krimi i hænderne på under 200 sider, men det er tilfældet med denne krimi. Omfanget passer dog fint til plottet, så der mangler ikke noget. Er man ny Horst og Wisting læser, så kan man fint starte her. For denne krimi går tilbage til begyndelsen, hvor Wisting er ung, nygift og småbørnsfar til tvillinger, hvor den ene, Line, senere hen i serien får en fremtrædende rolle. Har du, som jeg læst serien, så er det et kærkomment kig på Wistings unge dage. Det er sjovt at læse om den unge Wisting, hans ambitioner og hans forhold til den lille Line.

Horst skriver som altid godt og som krimiforfatteren Geir Tangen, har Horst også referencer til andre krimiforfattere, nemlig til selvsamme Geir Tangen. Vi har tidligere anmeldt en lang række af Horsts krimier, hvor de seneste med Wisting tæller Det inderste rum og Katharina-koden. Han har også skrevet krimier sammen med Thomas Enger og de er ligeledes anmeldt på bloggen, den seneste er Røgslør, som udkom i december 2019.

Jørn Lier Horst, Når det mørkner, forlaget Modtryk, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 197 sider, februar 2020.

Han møder andre spændende mennesker, men Hannelore og hendes kæreste Volker, bliver dem, som han holder fast i. Efter Leningrad begynder han at besøge DDR. Det er rejser, som kræver store forberedelser, da der skal søges visum og andre papirer mange måneder før. Mellem rejserne består kommunikationen af breve mellem ham og Hannelore og Volker, Senere har han sin kone med og senere endnu også sin lille søn. Rejserne foregår nogle gange med tog og andre gange med bil.

I DDR lærer Ole Steen Hansen en verden at kende med andre regler og overbevisning. Der er perroner, som går ind i DDR og nogle der går ud. Men altid med skift på en mellemperron i ingenmandsland. Han fortæller om en af sine venner Karli, der ikke stod af toget i Østtyskland, men gemte sig på et toilet. Det havde hun ikke held med, for toget blev gennemsøgt, inden det måtte køre videre, hun blev fundet og arresteret. Han fortæller også om en fest hos Hannelore, hvor hun stilfærdigt advarer mod, at der kan være folk fra Stasi. De skal passe på med, hvad de siger.

Selv om der kan være begrænsninger som fx på vareudbud, så er der andre ting, der ikke er begrænset, som et spændende musisk miljø med eksperimenterede jazz. Han oplever også selv at spille med forskellige steder i mange forskellige sammenhænge. Her stifter han bekendtskab med syngeklubben, en gruppe musikere.

Ole Steen Hansen beskriver levende sine rejser og de mennesker, som han en gang har kendt i DDR, og som han vender tilbage til mange gange. Bogen handler også om venskaber, der forliser – og måske mærkeligst af alt, nogle af dem forliser, da friheden får sit indtog med Berlinmurens fald. Mødet med det gamle Østtyskland og de gamle venner bliver ikke altid som forventet eller ønsket. Der er også refleksioner over valg, som fx at han fortryder, at ham og hans kone Hanne ikke tog til Berlin, da muren faldt. De fulgte med hjemmefra, men havde jobs der skulle passes, og derfor blev turen til Berlin ved Berlinmurens fald ikke til noget

Da han sammen med sin kone rejser rundt i det frie Tyskland, møder han mange mennesker og han møder også Hannelore igen. Det er en vemodig og gribende beskrivelse, da mødet ikke bliver som håbet.

Ole Steen Hansens bog er et kig ind i en tidligere lukket verden, og det er interessant at høre om hans erfaringer og oplevelser.

Ole Steen Hansen: Syngeklubben leipzigerne og andre mennesker fra DDR, Forlaget Turbine, 281 sider, november 2019.

De er en broget flok, fortællerne:

Der er Manuela, som vokser op sammen med sin mor, for faren forlader dem. Moren får en ny kæreste, Freddy, som er voldelig over for dem begge – og moren overlever ikke.

Der er konsulen, som gennem tilfældigheder finder sammen med Manuela og hendes søn i et venskab, der starter helt utroligt med en voldelig episode. Konsulen holder øje med Freddy, som er en skidt fyr, man skal holde sig på lang afstand af. Men måske er der nogle veje, som krydser hinanden.

Der er Tertullian, som holder prædikantmøder for dem, der gider høre på ham. Han er overbevist om, at han er pavens søn. Resultatet af et enkelt møde mellem hans mor og paven – dog inden han blev pave. Først flere måneder efter opdager hun, at hun er gravid. Tertullian begyndte at høre stemmer som ung, og som han selv beskriver det: ham og hans far kæmper samme kamp, bare fra hver deres skyttegrav.

Der er også Juana, som pludseligt kalder konsulen til Madrid. Han tager afsted med det samme, selv om han ikke har set hende i syv år. De mange karakterer bevæger sig ind og ud af fortællingen – for til sidst at have skabt et færdigt billede.

Digteren Rimbauds centrale plads i bogen er via det at rejse. Hans liv beskrives indimellem de andres, selv om han levede meget før dem. Men hans digte, som er påvirket af hans liv og han lyst til at rejse, påvirker igen andres liv senere hen. Det er det litteratur kan. Påvirke gennem tid og kultur. Hans digte og historier påvirker Manuela til at rejse og at finde hjem, hvor det så end er henne. Selv rejste Rimbaud på sin sidste rejse i november 1891, hvor han døde kun 37 år gammel.

Konsulen ønsker også at rejse, og det til Harar, som Rimbaud har beskrevet så inderligt og hvor han boede.

Bogen handler om venskaber, overlevelse, kærlighed og mangel på samme. Den handler om at vove og om kvinden, der redder sin veninde fra fængsel ved at tage straffen. Det giver hende en mulighed i livet, da venindens mor som tak står for hendes uddannelse.

Bogen er barsk og forfatteren Santiago Gamboa lægger ikke fingrene imellem, når karaktererne bliver udsat for vold, had og voldtægt. Det bliver lidt for barskt for mig og kommer til at skygge lidt for selve historien, som har en bevægende kerne.

Santiago Gamboa, Tilbage til den mørke dal, Forlaget Auroraboreal, oversat af Christina Hammerum Rasmussen, 442 sider, maj 2019