”Latterliggørelse i medierne er vor tids bål”. Sådan skriver influencer Tobias Hamann et sted i sin nye bog. Og det må man nok sige. Etablerede medier og anmeldere, normalvis saglige og seriøse, har stået i kø for at udråbe denne udgivelse som ”noget værre lort”.

Jeg nægter at tage del i den arrogante latterliggørelse af et individ, der har udgivet en bog.

Som jeg ser det, kan du vælge at gå til den her udgivelse på to måder; beslutte dig for på forhånd, at det bare er endnu en måde at skaffe sig opmærksomhed på og at forfatteren er en gedigen hykler. Aktivere din indre reddit-kriger og være for fin og klog til den slags litteratur – hvis man overhovedet kan få sig selv til at kalde det det.

Eller du kan læse den nysgerrigt og åbent. Forsøge at se det som et kærkomment opgør med en branche og nogle platforme, der rent faktisk gør os syge – tilsyneladende både på den ene og den anden side af skærmen.

Jeg vælger den sidste tilgang.

Når det er sagt, er jeg som flertallet ikke blæst bagover. For hvad er det her overhovedet for en udgivelse? Er det en biografi eller en bog om bagsiden af influencerbranchen? En slags ufiltrerede dagbogsnotater eller en debatbog? Ingen ved det. Men han trives jo heller ikke i kasser.

Bogen har mest af alt karakter af en række korte, til tider modstridende, tekster uden sammenhæng eller kronologi. Det ene øjeblik læser du om en blackfacing-skandale, han gjorde sig til genstand for, for så lige efter at komme til Vasaløb med svigermor, for så dernæst at tale om reklame for pålæg. Der er ingen sammenhæng. Men den fragmentering understreger måske meget godt hans tilværelse og sindstilstand? Jeg ved det ikke.

Men jeg synes ikke, at han skriver dårligt. Jeg er personligt ikke til den slags linjeskifts-tourettes, som hans tekster har været udsat for. Måske er der tale om en slags kunstnerisk stræben efter at udtrykke sig lyrisk, som så er udført ved at skifte linje konstant i ellers helt almindelige sætningskonstruktioner. Igen, jeg ved det ikke.

I bogen fortæller han blandt andet, hvordan han altid har været et rastløst barn, der har søgt grænser. Måske endda været grænseløs i sin eksperimenteren. Måske er det forklaringen på, at det er gået så galt? Manden har tilsyneladende ingen stopklods.

Men i fortællingen om sig selv, kammer det over og tangerer latterligt, når han sammenligner sig selv med Luther. Men samtalen om den magtforskydelse influencerne er kommet med, er vel reel nok?

Det er også komplet utroværdigt, når én som ham, der kender og beskriver gamet så godt, samtidig skriver: ”Jeg synes virkelig, det kunne være hyggeligt at bage boller med hende” om Statsministeren, og samtidigt naivt insisterer på, at det da ikke er politisk reklame.

Havde han nu holdt sig til sagen – at vi bliver syge på begge sider af skærmen – uden at fabulere over sin verdensmands-tilværelse, ville udgivelsen så være landet bedre? Jeg ved det ikke. Men det er svært at finde relevansen i, at han skal fortælle om dengang, han opsøgte en luder, men blev afvist, fordi han havde en brødkniv i tasken, at han forlod sin ekskæreste, selvom hun bollede godt, eller at han klædte sig ud som ulv til sin søsters eksamen.

Det er nærliggende at sammenligne med Cecilie Haugaards Instagrim-maveplasker af en udgivelse tilbage i 2024. For lige som hun ikke var den rette afsender på den samtale, er han næppe den rette til at rejse denne problematik.

For som der står i pressematerialet: ”Han er dog ikke færdig med mediebranchen – bare færdig med at lade som om, at den (og han selv) er uskyldig”.

Det er simpelthen for tyndt. Men netop i dag, den 18. april 2026, har han meldt ud på sin instagram, at han er offline på ubestemt tid. “INFLUENZA har sat gang i en del reaktioner, og også en kritik af, at jeg stadig er her. Det forstår jeg godt. (…) Så nu logger jeg af på ubestemt tid”, skriver han.

Herfra skal lyde en opfordring til at benytte lejligheden til at tale om bolden og glemme spilleren et øjeblik. For problematikken han rejser, er mere end reel.

Tobias Hamann: Influenza, Grønningen1, april 2026, 267 sider.