// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Klara Trebbien Rasmussen: Flæsk
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Klara Trebbien Rasmussen: Flæsk

Skrevet af den 2. april 2026 – 04:21Ingen kommentarer

En grundregel i journalistik er at man skal give sig til kende. Kilderne skal helst vide, at de taler med en journalist. Man bruger kun eksempelvis skjult kamera eller skjulte mikrofoner, hvis ikke man kan fortælle historien på samme måde.

Og det er netop problemet med historien om forholdene i de danske svinestalde. Det er enormt svært for medierne at tegne et sandfærdigt billede af forholdene, medmindre man beror sig på hemmelige optagelser lavet af dyreaktivister med en klar partsrolle i sagen.

Derfor er det godt vi har journalister som Klara Trebbien Rasmussen, der i foråret 2025 fik ansættelse på en svinefarm. Her arbejdede hun undercover i fire uger. Oplevelserne og indtrykkene har hun nu udgivet i bogen “Flæsk”. Og det er ikke for sarte sjæle. Her er både blod, gylle, døde smågrise og knuste kranier.

En af bogens store styrker er, at den ikke forsøger at dømme nogen. Det er ikke et partsindlæg og forfatteren er ikke “en kvinde med en sag”. Hun er ikke dyreaktivist, men en nøgtern og objektiv journalist, der blot er ude på at dokumentere tingenes tilstand uden at trække fra eller lægge til. Efter sine fire uger i “marken” har hun talt med eksperter, som så forholder sig til det hun har oplevet, ligesom vi får grisens historie.

Inden den udkom blev bogen udråbt til at kunne blive “en bombe i valgkampen”. Og selvom folketingsvalget fornylig i nogles øjne blev et “svinevalg”, så satte bogen dog ikke den dagsorden, som de politiske kommentatorer havde spået.

Men det er ikke bogens eller forfatterens skyld. For vi får her en særdeles interessant og tankevækkende frontberetning, som sjældent er set magen til tidligere i Danmark. Hatten af for Klara Trebbien Rasmussens undercover feltarbejde (som sandsynligvis var både fysisk og psykisk hårdt) og hendes efterfølgende research og skrivearbejde.

Som læser bliver jeg et stykke henad vejen ramt af den “staldblindhed”, som forfatteren også selv føler sig ramt af efter uger på svinefarmen. At det unormale bliver normalt. Nå, jamen sådan er livet for grisene åbenbart.

Er jeg blevet vegetar efter at have læst denne bog? Er jeg færdig med at spise svinekød? Det bliver to gange nej herfra. For vi får hvad vi betaler for. Og mens jeg læste bogen købte jeg hakket grisekød/svinekød til 10 kroner for 300 gram og flæsk til 50 kroner for et kilo. Vi forbrugere vil ikke betale ekstra. Og derfor vil vi i øvrigt helst heller ikke vide hvordan vores fødevarer bliver produceret.

Klara Trebbien Rasmussen: Flæsk. Politikens Forlag, 2026. 255 sider.

Der er lukket for kommentarer.