// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sigrid Undset: Olav Audunssøn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » klassiker, Roman

Sigrid Undset: Olav Audunssøn

Skrevet af den 1. februar 2026 – 07:39Ingen kommentarer

Et episk mesterværk om tro, håb og kærlighed. Sigrid Undset kunne skrive middelalderens mennesker frem så man lever, ånder og lider med dem. Den norske nobelprismodtager er bedst kendt for trilogien om Kristin Lavransdatter, men to-bindsværket om Olav Audunssøn er lige så storslået.

I slutningen af 1200-tallets Norge vokser to unge mennesker op sammen. Olav er forældreløs, men allerede som barn er han blevet lovet væk til den jævnaldrende Ingunn. Det er i hendes familie, han vokser op, og da også hendes forældre går bort, er de blevet unge mennesker, og forelsket i hinanden.

De tror, at de er så godt som gift og fuldbyrder deres kærlighed, men hendes familie vil det anderledes. En aften kommer Olav i et fatalt slagsmål med et af hendes familiemedlemmer, og så må han gå i landflygtighed mens gejstlighed og fjerne familiemedlemmer forsøger at redde trådene ud og aftale, hvordan han skal bøde for drabet efter datidens lov og regler. Imens venter Ingunn på ham – år efter år.

Således er dramaet ridset op for en storslået slægtssaga om den store kærlighed, men også om tro og ære. Olav og Ingunn er på én gang mennesker som du og jeg, der elsker, lever, græder og lider, men også mennesker i deres tid, hvor gudsfrygt, tro og ikke mindst slægt betyder noget andet end i dag.

De får lov at betale for deres fejltrin, de unge mennesker og det kommer der stor litteratur ud af. Litteratur der nu er nyoversat af Ida Jessen i Gyldendals Store Nordisk-serie. Her er hverdagsliv i middelalderen, kamp og krig, klosterliv og først og fremmest mennesker, der kæmper for og mod sig selv, familien, Vorherre og alt derimellem.

Sigrid Undset: Olav Audunssøn. 901 sider, Gyldendal. Oversat af Ida Jessen, udkom 6. januar 2026

Der er lukket for kommentarer.