// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ragnar Jónasson: Hvid død
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Ragnar Jónasson: Hvid død

Skrevet af den 8. april 2026 – 05:22Ingen kommentarer

’Hvid død’ er guf for krimielskere.

Som læsere af Jónasson berømte Hulda-trilogi ved, så kan forfatteren sit kram. Der er stemningsfulde beskrivelser fra Island, naturen er nærmest besjælet, og plottet er skruet godt sammen med et overraskende afsluttende twist. Endelig har bogen en fin balance i forhold til skildringerne af personernes privatliv versus faglige gøremål. Der smøres ikke på med for mange babybleer og trakasserier i familielivet, men dog tilstrækkeligt til, at man får et nuanceret indblik i de vigtigste karakterers personlighed. Og nu til handlingen.

Der venter den unge sygeplejerske Tinna en grufuld overraskelse, da hun en tidlig morgen i 1983 møder ind på sin arbejdsplads på sanatoriet i Akureyi, Nordislands største by. En ældre kollega ligger død hen over et skrivebord, og to af hendes fingre er skåret af. Kort tid efter lider en overlæge døden, da han kaster sig – eller måske bliver smidt – ud fra en balkon på sanatoriet. Det lokale politi kobler de to ting sammen, og på trods af manglende motiv og beviser lukkes sagen; overlægen må have begået selvmord efter at have myrdet sygeplejersken.

Sagen får dog ikke lov til at hvile i fred. I 2012 dykker politimanden og den kriminologistuderende Helgi Reykdal ned i begivenhederne i sit speciale. Han opsøger stædigt de implicerede, og der er meget som undrer ham. Blandt andet er Tinna blevet gift med den politimand, der stod i spidsen for opklaringen tilbage i firserne. Og så sker der endnu et mord – måske for at lukke munden på en af dem, Helgi interesserer sig for.

Hulda, som vi kender fra Jónassons trilogi, især det verdensberømte første bind ’Mørket’, dukker op for første gang her i ’Hvid død’, som udkom i Island i 2019. Hun er, som læsere af trilogien vil vide, ved at blive sparket på pension, og chefen har udset Helgi som hendes efterfølger. Det bliver dog en lille detalje fra hendes efterforskning, som leder Helgi ind på det afgørende og afslørende spor i sagen.

’Hvid død’ er led i en serie med fokus på Helgi, og man må glæde sig til at følge hovedpersonen Helgis videre liv og færden.

Ragnar Jónasson: Hvid død. Gads Forlag. 277 sider. Oversat af Rolf Stavnem, februar 2026

Der er lukket for kommentarer.