Mon ikke de fleste har prøvet at ligge på en græsplæne og kigge op på skyerne, som glider hen over himlens blå? Og dertil har oplevet, at der dannes figurer og tegn af skyerne, ja sågar set hvordan disse skyer pludselig fader ind i hinanden og ikke længere fremstår som to selvstændige skyer, men mere som en stor sky. Det er den samme fornemmelse, man får, når man læser debutromanen Skyerne af Sigrid Adamsson. Her fader de to veninder A og O også ind og ud af hinandens liv.

Romanen beretter om venskabet mellem A og O. Den ene er færdig med sin uddannelse og er begyndt i sit første voksenjob, mens den anden stadig kæmper med at blive færdig på studiet. De entrer ofte det københavnske natteliv, hvor de eksperimenterer med stoffer og udfordrer sig selv og hinanden. De er tætte veninder, og de spiller begge en kæmpe rolle i den andens liv, ja nogle gange kan man ofte blive i tvivl om, hvem det er, som gør hvad og hvorfor, idet de næsten går hen og bliver en symbiose. Spørgsmålet som bogen stiller er, hvad sker der med dette venskab, når det bliver udfordret, ikke fordi en kæreste eller flirt kommer imellem dem, men fordi psykisk sygdom viser sit grimme ansigt. Hvordan er man i den situation en god ven? Hvordan kan man gribe den anden, som samtidigt er blevet så meget en del af en selv?

Hele romanen igennem får vi ikke navnene på de to kvinder, de omtales blot som A og O, og det irriterede mig lidt, fordi det er svært at holde dem adskilt, hvilken sikkert også er intentionen. Ved kun at bruge et bogstav udviskes individet, og spørgsmålet kan stilles, hvornår er man noget i sin egen ret, og hvor langt kan venskaber gå? ”Først er det skyldfølelse, fordi hun ikke gør, hvad hun kan, for at nærme sig O, men så suser en trods igennem hende; hun må faktisk også gerne tænke på dig selv.” Hele romanen igennem er der også denne stemme, som følger med i kvindernes gøren og laden, en kraft som måske gemmer sig i Skyerne?

Skyerne er en skarp og stilistisk debut, som lægger sig i slipstrømmen af Tine Høegs Tour de Chambre og Linea Maja Ernsts Kun til navlen, som netop også har venskabet under lup, hvor man som individ ønsker, ”at blive fundet af nogen og taget med.”

Sigrid Adamsson, Skyerne, Gads Forlag, 2026, 200 sider.