Hiroko Oyamada: Fabrikken
Meningsløshed er et vilkår i meget litteratur om det moderne arbejdsliv. Mennesker står op, lever kedelige liv og udfører arbejde der hverken forstår meningen med eller som giver dem livsglæde.
Således også på Fabrikken, hvor tre forskellige mennesker har fået hver deres funktion på den enorme fabrik i en navnløs by i Japan – en fabrik, der faktisk er en by i sig selv. Her korrekturlæser de, makulerer de eller leder efter mos (!) i en virkelighed, hvor dagene bare går uden indhold, uanset om de gør sig umage eller ej.
Fabrikken er sit egen mikrokosmos, med hverdagens kedsommelighed og et strengt hierarki, synligt for alle i form af snorene på medarbejdernes navneskilte. I glimt dukker en anden, mere farverig virkelighed op: sære dyr, der lever af fabrikkens affaldsprodukter og et lille barns fantasi.
Oyamada skriver moderne med et islæt af magisk realisme, og danske læsere har måske allerede stiftet bekendtskab med Hullet eller Væsler på loftet. Fabrikken er hendes debutroman fra 2010, der nu foreligger på dansk, og selvom den på ingen måde er uden kvaliteter og er interessant at dykke ned i, er prosaen og originaliteten dog ikke helt så udviklet som i hendes senere bøger.
Hiroko Oyamada: Fabrikken. 210 sider, Grif. Oversat af Shannon Færch, udkom 30. oktober 2024