// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Jelena Kostjutjenko: Mit elskede land
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Jelena Kostjutjenko: Mit elskede land

Skrevet af den 13. december 2024 – 07:26Ingen kommentarer

Vil du vide, hvad der egentlig sker i Rusland? Undrer du dig også over, hvorfor mange russerne bakker op om krigen i Ukraine? Hvorfor gør de ikke oprør mod et styre, der reelt har opgivet at lade som om, det er demokratisk og nu bare er undertrykkende og forbryderisk? Hvis ja, så er Mit elskede land bogen for dig.

For her er hele vrangsiden af Putins Rusland: Fattigdommen. Volden. Korruptionen. Undertrykkelsen, stofferne, alkoholen, kriminaliteten, brutaliteten, råheden, alkoholen, ungdomskriminaliteten, uvidenheden, alkoholen, miljøsvineriet og den allestedsnærværende håbløshed.

Jelena Kostjutjenko er journalist og i mange år rejst igennem Rusland og viser det i artikler og essays frem fra sin værste side i Mit elskede land. Fra de unge uden fremtidsudsigter i de faldefærdige boligblokke i udkanten af Moskva til de enorme miljøødelæggelser i Arktis. Fra den uforståelige fattigdom på landet til de brutale institutioner for handicappede og sindssyge. Fra den ødelagte skole i Beslan til undertrykkelsen af de vrede og sorgramte forældre efter terrorangrebet samme sted. Fra hverdagskorruptionen til oligarkernes åbenlyse tyveri i stor skala, helt uden konsekvenser.

Det er helt almindelige russere i samfundets udkant, og de er fattige, underkuede og uden nogen tro på, at det nogensinde bliver bedre. Men skulle tro, at de ville rejse sig i revolutionær vrede og forlange en bedre morgendag, men de virker mest af alt knækkede. Alle kræfter går til at overleve hverdagen og myndighedernes tilfældige misbrug. De mangler alt, undtagen stoffer og alkohol som de kan bruge til at dulme håbløsheden.

Det er ikke et samfund, der er blevet til ved et uheld. Det er årtiers målrettet undertrykkelse og udbytning fra en lille, stenrig klikes side – og alle deres medløbere, der har dukket nakken for uretfærdighed i håbet om at rage en lillebitte smule til side til sig selv. Det er Putins Rusland.

Mit elskede land er i den grad en voldsomt deprimerende bog, og det er svært at finde håb for Rusland og russerne (og dermed også håb om fred for deres nabolande). Kostjutjenko selv har også måttet gå i eksil for at undslippe forfølgelse og mordforsøg, og mange af hendes journalistiske kolleger har betalt med deres liv for at skrive de samme historier, som hun har samlet i Mit elskede land. Det er en barsk bog, der er svær at lægge fra sig. De mange menneskeskæbner sætter sit præg på læseren, uretfærdigheden og indignationen er ikke lige til at slippe.

Det er en vigtig bog, en bog om et styres moralske sammenbrud og hvad konsekvenserne er for et land, der er faldet i Putins kløer. Det havde været en vigtig bog også hvis den var udkommet i 2021, men den er kun blevet endnu vigtigere efter udbruddet af den storskalakrigen i Ukraine i 2022.

Jelena Kostjutjenko: Mit elskede land. 424 sider, Palomar. Oversat af Lotte Jansen, udkom 1. november 2024

Der er lukket for kommentarer.