// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sally Rooney: Samtaler med venner
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sally Rooney: Samtaler med venner

Skrevet af den 20. marts 2024 – 05:44Ingen kommentarer

I Sally Rooneys debutroman Samtaler med venner møder vi Frances, der driver rundt i ungdomstilværelsen og bokser med voksenlivets udfordringer.

Hun er i praktik hos en litterær agent, med lader som om, det ikke betyder noget for hende at blive fastansat, selvom hun drømmer om at blive forfatter. Alt imens hun er økonomisk afhængig af sin far, der dog ikke altid er lige stabil med sine indbetalinger.

Hun er kølig og reserveret udadtil, men et følelsesmæssigt kaos indeni. Privilegeret, men modløs.

På den ene side helt sin egen og på den anden side dybt afhængig af andres opmærksomhed og anerkendelse, hvilket især er tydeligt i hendes relation til ekskæresten og veninden Bobbi, der skildres som en meget selvsikker og intellektuel type, som Frances ser op til og har brug for, men som hun samtidig forsøger at distancere sig fra.

Frances og Bobbi optræder sammen til spoken word-arrangementer og møder en aften fotografen Melissa, som gerne vil lave et portræt af dem. De tager med hende hjem til et glas vin, hvor de møder hendes mand Nick, som er kendt skuespiller. Ægteparret er naturligvis et spændende bekendtskab for de to studiner og de begynder at deltage i deres middagsselskaber og ferier. Frances indleder en affære med Nick, men fortæller det ikke til Bobbi.

Relationerne forvikles blandt de fire, som hver især beundrer og foragter hinanden i det skjulte. Ingen ved rigtigt, hvor de har hinanden, og det skaber usikkerhed og skiftende alliancer. Og slår skår i Frances og Bobbis ellers så tætte forhold.

Bogen er letlæst og underholdende på trods af de dystre undertoner og den giver mig associationer til den populære HBO-serie ”Girls”, der handler om unge kvinders vaklende vej i livet. Om hvordan de iscenesætter sig selv som ”main characters” i eget liv med styr på det hele, men i virkeligheden lige som alle andre er usikre og vaklende og har brug for fællesskab og anerkendelse og nogen, der viser dem en retning.

Det er samtidig en fortælling om, hvordan man som ungt menneske kan fare vild i egne politisk korrekte holdninger og de sociale koder, der er, når man er ude blandt andre og på en og samme tid vil skille sig ud fra mængden men samtidig passe ind.

Romanen blev Rooneys internationale gennembrud og gjorde hende til en af de mest markante stemmer i sin generation.

Sally Rooney: Samtaler med venner, Rosinante, 2020, 332 sider.

Der er lukket for kommentarer.